331
2010
978-87-92621-09-2
The Sweetness at the Bottom of the Pie
Bogen foregår i 1950. Der er 3 piger (Ophelia 17 år som vil forloves, Daphna 13 år som læser romantiske romaner; de er til sammen 30 år, så det er ikke fair når de slår sig sammen imod Flavia på 12 år) de er døtre af Harriet som døde, så de bor med deres mentalt fraværende far i et forfaldent georgiansk hus som altid har tilhørt familien de Luce. Far’ens store interesse er længslen efter sin afdøde kone og frimærker. De er glødende katolikker, for det har de altid været, men da der ikke er en katolske kirke i landsbyen, ja så går de i den engelske kirke, for man skal da i kirke!
En tidligere onkel havde for et halvt århundrede siden ladet opføre et kemilaboratorium efter alle regler og som endnu består. Flavia er vores helt, hun elsker kemien, læser alt hvad hun kan komme i nærheden af, forstår alting gennem kemien. Laver forsøg især med gifte som bliver nedskrevet og studeret som forskere gør. Når Ophelia er for slem ved hende lægger hun ‘heksens gift’ i læbestiften også venter hun bare på at der kommer en reaktion, den kom til sidst og Ophelia måtte til lægen. Dogger og fru Mullet tager sig husførelsen og pigernes daglig dag.
En aften lå der en død fugl på køkkentrappen med et frimærke i næbbet men uden at være pakket ind i papir. Hendes far blev utrolig bleg. Næste nat finder Flavia en død mand i haven.
Nu skulle man umiddelbart tro at det er en børne/ungdoms bog, men det er det ikke; den er morsom og sjov, og griber en så den er svær at lægge fra sig og læses med fryd af en voksen. Og jeg synes at forfatteren har ramt en tone så man høre den 12-årige pige med snusfornuft på en uhøjtidelig måde, selvom hun jo altså også snakker kemiske specialiteter.
Temaet er indviklet, går tilbage til far’ens skoledage og hans skolekammerater, en lærer som begik selvmord, et meget sjældent frimærke som blev fjernet/stjålet.
Det hele rulles op af Flavia, som er langt foran politiet.
Dette er en herlig læsning til en kold og lang weekend. God fornøjelse!