Fiskehuset af Stein Torleif Bjella

Don’t judge this book by it’s cover.
Hvis ikke lige det var fordi Fiskehuset var bogen til min læsekreds, var jeg aldrig gået i gang med den. Forsideillustrationen siger mig absolut ingenting og bagsideteksten heller ikke så meget.
Heldigvis var jeg “tvunget” til at læse den, og det er jeg meget glad for.

Fiskehuset er en stille bog, om at finde glæden ved naturen. Og at finde sig selv i naturen.

Jon skal med sin onkel Ivar til familiens fiskehus. Ivar har besluttet sig for at huset skal gå i arv til Jon og han vil have ham med derop, så han kan nedfælde alle guldkornene i en notesbog. For Ivar gør intet uden at der lægger noget til grund for det. Alt er afprøvet af Ivars far. Ivar er en familiens mand, og det kan forekomme mærkeligt, at han ikke lader huset gå i arv til en af sine døtre. Men de er jo ikke mænd! Og Ivar er helt sikker på at deres ægtefæller bare vil overtage Fiskehuset og gøre det til noget, det slet ikke skal være.
Ivar er ikke nem at være sammen med for Jon. Han vil konstant til spørgsmål til Jons liv. Hvorfor er han hjælpelærer? Hvorfor har han ikke en kæreste? Hvorfor Jon ikke kan blive en stor musiker, har Ivar også en holdning til. For Ivar er selv musiker, men ønsker ikke at lytte til Jons musik, som er med tekster. Musik skal stå alene ifølge Ivar, og formidle stemninger og tanker, som Jons kompositioner aldrig kommer i nærheden af.

Ivar er en hård dommer. Og jeg forstår godt, at Jon mere end én gang føler trang til at smide det hele over bord og tage hjem. Fiskehus eller ej.

Men omvendt lægger der også noget værdifuldt i Ivars villighed til at forholde sig til Jons liv og valg. Den unge mand har mistet sin far og har ikke mange tætte relationer som han kan finde sig selv i. Så Jon bliver. Han klarer ugen sammen med sin onkel. Han svarer på spørgsmål og gør tingene på Ivars måde, og kommer vist end dog ud på den anden side som et mere reflekterende og helstøbt menneske.

Lån bogen på Bibliotek.dk