Familiens hemmeligheder af Frida Skybäck

Frida Skybäck kaldes den svenske dronning af feelgood romaner.
Familiens hemmeligheder er ikke feelgood. På bibliotek.dk står der, at bogen er for læsere af foruroligende og velfungerende krimier.
For mig at se er Familiens hemmeligheder ganske vist en krimi, men den er også meget andet, og krimiaspektet er ikke den primære årsag til at jeg giver bogen fem stjerner. Snarere er jeg fascineret af bogens komposition, brug af synsvinkler og især dens skildringer af Danis tanker omkring retssystemet og straf.

Dani og Lydia er indvandrere. De kommer fra Kroatien, men bor nu i Malmø med deres far, mor og ældre søster. Den lille familie forsøger at overleve i et fremmedfjendsk og socialt belastet boligkvarter, og da moren dør og faren står alene med det hele falder alt sammen.

Bogen starter med Lydia som fortæller. Politiet banker på, de skal have fat i Dani (Daniel) som øjensynligt har bortført en ung kvindelig universitetsstuderende ( Linnea). Lydia er udmærket klar over, at Dani har haft gang i noget kriminelt, men er alligevel overbevidst om, at han ikke har noget med kvindens forsvinden at gøre. Hun kaster sig derfor ud i et opklaringsarbejde, som bliver til obstruktion af politiets arbejde.

I næste del af bogen er Dani fortælleren. Vi følger hans indtog i det kriminelle miljø, hans belastende ophold hos en plejefamilie, der i den grad tror på tough og mindre på love. Billig arbejdskraft er de også temmelig optagede af. Selvom bogen er delt mellem de tre fortællere, Lydia, Daniel og Linnea er det for mig alligevel kapitlerne med Daniel som fortæller, der står stærkest, som her:

“Folk tror sikker, at man vænner sig til at sidde i fængsel, og at det er værst, første gang man bliver spærret inde i en celle. For mig er det omvendt……
Så det, der skræmmer mig ved at være spærret inde, er ikke de fysiske begrænsninger. Jeg kan godt holde ud at se på den samme væg, lave armbøjninger på det samme slidte gulv og gå min daglige tur i den samme lille fængselsgård. Nej, det værste er, hvad fængslet gør ved hjernen. Det forstå man ikke, første gang man er i fængsel. Men angsten og paranoiaen kommer langsomt snigende, og nu venter jeg bare på, at de følelser melder sig. Normalt går der ikke mere end et par dage, før virkeligheden begynder at blive forvrænget.”

I sidste del af bogen er Linnea fortælleren. Hendes fortælling om, hvordan kæresten Richard langsomt med sikkert viser sit sande besidderiske væsen er også vedkommende, men kommer aldrig til at gøre helt så stort indtryk på mig, som Daniels historie. Ikke desto mindre er den vigtig for den samlede histories plot.

Lån bogen på biblioteket