Engle i Avignon af Bjarne Reuter

Selv med guds mest ydmyge skabninger er der vel en mening i den store sammenhæng? Således også med Pieter van Dreusen, må man formode, selv om han forvalter sin hovedrolle i denne henrivende roman så undseligt, at det falder både læseren og hans medkombattanter svært at fatte hans berettigelse.

Trods sin fysiske lidenhed og sin svage karakter er Dreusen udset til en enorm og skrækindjagende opgave: At medvirke til at uddrive selveste Satan, der har besat pave Clemens V.

Vi er hensat til det Herrens år 1313, og paven, hans voldspisende livlæge, en from, men noget underfrankeret munk og fem smukke messedrenge – samt altså den små Dreusen – bevæger sig på primitive kærrer fra pavestolen i Avignon til Lysets Bro, Ponte Di Luce, i Italien, hvor selve uddrivelsen skal finde sted.

Med glimt i øjet og et klart blik for troens absurditet, men også med en ufatteligt flot genskabelse af det middelalderlige tidsbillede og sans for den elementære spænding har Bjarne Reuter forfattet noget, der ligner en nænsomt moderniseret romanudgave af Brødrene Grumms grimmeste eventyr. Komplet med uheldsvangert dunkle skove, ækle tudser, kulinariske hekse og blodtørstige fyrster.

Flere af de ni pilgrimme dør pinefuldt undervejs, muligvis har Reuter haft den berømte Agatha Christie-krimi “And then there were none” i tankerne, for da vi når vejs ende, er selskabet næsten forsvundet, én for én. Er en af de gode rejsefæller en koldsindig morder?

Læseren ved, at hele pilgrimsfærden skyldes et væddemål mellem Gud og Satan, og at de to potentater undervejs blander sig i hændelsesforløbet. Reuter dækker heldigvis sine kort så godt, at spændingen bevares til sidste sætning.

“Englene i Avignon” er en fremragende fortælling, fuldt på højde med fx Umberto Ecos mere sammenbidte “Rosens navn”. Men også her sniger alvoren sig ind, da vi møder en af de sidste efterkommere af den kristne sekt, katharerne, som den katolske kirke slagtede på det grusomste, og som havde nogle pointer om religion, der er relevante helt op i vores sekulære tid.

Omvendt har Reuter sin pragtfulde humor, som Eco er blottet for. Samtalerne mellem den kyniske pave Clemens V og den kujonagtige Dreusen er lårklaskende morsomme. Og som hos de gamle eventyrdigtere er moralen naturligvis, at hovmod står for fald.

Til slut et citat fra en skøn kvinde, hvis indre og ydre man(d) ikke undgår at forelske sig i: “I dag har jeg samme forhold til gud som den skaldede har til en kam.”

Lån bogen på biblioteket