Egne digte af Henrik Nordbrandt

Koncentreret kedsomhed

Henrik Nordbrandt debuterede som forfatter i 1966. Han har haft en lang og mangfoldig karriere, der har budt på både en krimi, børnebøger og en tyrkisk kogebog. Det er dog som lyriker at han for alvor han vundet anderkendelse.

”Egne digte” – som er en opsamling fra en lang og broget karriere, blev udgivet i 1999.

Henrik Nordbrandt har i mange år, været bosat uden for Danmarks grænser. Han har boet i både Tyrkiet og i Grækenland. Digtene i denne samling, bærer da også tydeligt præg af, at netop kulturen i disse lande, fungerer som inspiration for meget af det Henrik Nordbrandt skriver.

Igennem årene har han høstet masser af anderkendelse for sin omfangsrige produktion. Det er også umuligt at sætte en finger på mandens evner som digter, men særligt spændende bliver det desværre aldrig i denne samling.

Det er meget muligt, at teksterne skal virke sindige eller eftertænksomme, men det hele bliver ret ensformig at høre på. Man skal ikke ret langt ind i bogen, før man har en meget klar fornemmelse af Nordbrandts poesi, og den 290 sider lange digtsamling, ender med at blive en usædvanlig kedsommelig affære.

Ganske vist, er der da flere fine betragtninger, og enkelte pudsige ordspil, men der er simpelthen bare for langt imellem disse lyspunkter. Det er helt sikkert velskrevet, men det er bare meget vanskeligt for undertegnede at se, hvad man kan bruge disse digte til. Det skulle da lige være som alternativ til en sovepille, for der fremkom mange og lange gab under læsningen af bogen. Litterære evner gør det ikke alene. Hvis der ikke er noget dybere indhold i værket, så ender det hele med, at blive lige så spændende og overraskende som en Lars Lilholt koncert i Jylland.

Her er tale om en forfatter karriere, der står lige så stille som Jellingstenene og som ikke har flyttet sig det mindste, i noget der føles som lige så lang tid, som førnævnte sten har stået.

Dog er der som sagt enkelte lyspunkter, men der er meget, meget langt imellem dem.

Ingen kan dog tage fra Henrik Nordbrandt, at han har haft en lang og glorværdig karriere. Det i sig selv, er naturligvis meget imponerende. Men det helt store problem i denne her sammenhæng er dog bare, at det på ingen måde retfærdiggør denne udgivelse i sig selv.

Bogen fremstår som et trist monoment over noget der var engang. Det er både synd og skam. Ikke mindst for Henrik Nordbrandt selv.

Lån bogen på bibliotek.dk