250
1967
87-570-1274-1
Hjortronlandet
Regnspiran
Uf hvor er det bare skrækkeligt ubehageligt og samtidig helt fantastisk at læse Sara Lidman. Lidman har et eminent blik for menneskelige vilkår. Det er ikke muligt at sige sig fri for at kende til de svagheder, der beskrives, så hjertet krymper sig. At man alligevel læser “Døtrene” skyldes den menneskeklogskab, der tydeligvis ligger til grund for fortællingen. Desuden bliver man selv klogere undervejs.
Romanen foregår fra sidst i 1800-tallet til begyndelsen af 1. verdenskrig. Titlen dækker over kusinerne Linda og Ulrika, der vokser op som naboer på hver deres landejendom i det nordlige Sverige. Man får familierne helt ind under huden. De to kusiners liv er forbundet via blodets bånd, og den enes bitterhed og misundelse får frygtelige konsekvenser for dem begge.
Ulrika præges af en barndom fyldt med stabilitet, lykke og ro. I den anden ende af dalen fødes Linda ind i ganske andre livsvilkår. Hun kommer til verden sent i forældrenes liv, og moder Hanna lægger alt til side for at elske denne gave, som så overraskende er givet hende. Lindas far, Egron Ståhl, er en af disse selvhøjtidelige religiøse typer, som hidtil har været vant til at være den eneste, der havde Hannas fulde opmærksomhed. Han kører løs i en selvsmagende religiøs masochisme og forlanger at Hanna følger ham i hans nydelsesfyldte ydmyghed over for Gud.
Da to bliver til tre finder de aldrig ro, fordi barnet og faderen konstant kæmper om moderens opmærksomhed. Ståhl omkommer, og Linda har i den forbindelse et klarsyn. Hermed er hendes skæbne besejlet. Hvor landsbyen før har set hende som et forkælet barn af gamle forældre, skyr de hende nu på grund af hendes uhyggelige evne. En trist og misforstået barndom tårner sig op foran barnet.
Sara Lidmans måde at skrive på, får det til at juble i mig. Her er det beskrivelsen af en af de få gode ting i Lindas liv, drengen Simon:
“Simon var en lille samtykker. Han opfattede sine omgivelser således, at de fleste mennesker havde for lidt plads i deres tanker; de trængte til nogen, der åbnede sig, så deres tanker ikke sprængte deres egen sjæl. Alle trængte til, at nogen sagde ja til dem. Alle behøvede hjælp for at være til.
Det hænder, at børn får den slags overlegne ideer. Nå, ja, Simon stillede sig til rådighed som det tilgængelige tomrum, den nærmeststående kunne udfylde med sine overskudstanker.
Dette var en behagelig anordning både for den, der egentlig tænkte og for Simon, som bare hjalp til.”
Spring over en af de nye bøger på hylderne og læs i stedet en gammel svensker, hvis sproglige og menneskelige begavelse er i en helt anden klasse, end meget af det vi spises af med i dag.