301
2023
9788794377362
1 udgave
En kutter driver i land på Rømø, og ombord er liget af to unge mennesker fra øen. Emil, søn af en lokal fisker og Saya Shariq datteren af en kontroversiel politiker der kræver sharialoven indført i Danmark. Drabsefterforsker Jacob Moritz bliver sat på sagen, men med sin baggrund har han rigeligt at slås med, ukendte gerningsmænd truer ham og familien. Dagmar har også sine dæmoner, men da hun er på øen er det nærliggende at hun bliver draget ind i sagen. Der er ikke længe til folketingsvalget og en ekstremt nationalistisk højrefløjs politiker har valgt at tage base på Rømø og puster til racehadet, der hurtigt blusser op. Der kommer flere drab med forbindelse til Emil og Saya, og sagen tager nogle politiske drejninger. Hemmelighederne lurer på øen og trækker tråde tilbage til Stasi og det tidligere DDR, og ordet dødsstriben får dobbelt betydning, dels den der er i brændingen på Rømø, men også den der adskilte Berlin mellem øst og vest. Handlingen spidser til og ender i et forrygende drama.
Dødsstriben er sidste bind i krimi trilogien der foregår på Rømø. Første bind Flod udkom i 2021 og i 2022 fulgte Dæmon. Som de to forrige er det en velskrevet og spændende bog, der med sit plot også graver i begreber som minoriteter, frihed og at tro så meget på sine overbevisninger at man er parat til at dø for dem. Mangler du læsning til ferien, kan jeg varmt anbefale alle tre bøger. Personligt ser jeg frem til at læse mere af Ulrik Lauritzen.
Ulrik Lauritzen (1974) er uddannet cand.mag. i dansk og psykologi med speciale i argumentation og retorik i konspirationsteorier.
Anmeldereksemplar.