Døden i Venedig af Thomas Mann
94
2012
978-87-02-13417-9
Der Tod in Venedig
“Døden i Venedig” er en kort, men fantastisk velskrevet, roman om den strenge, asketiske forfatter, Gustav von Aschenbach, der på en tiltrængt ferie i Venedig pludselig finder sig selv uimodståeligt draget mod en 14-årig adelig polsk dreng, Tadzio.
Den berømmede og velansete forfatter tager til Venedig for at rekreere på Lidoen, som mange andre velstillede gjorde i perioden efter år 1900. Hans livsførelse, der normalt er præget af orden og fornuft, bliver udsat for stærke følelsesmæssige forstyrrelser fra den dag, han ankommer til byen og ser Tadzio.
von Aschenbachs erotiske besættelse af den unge dreng rammer hovedpersonen fuldstændig uforberedt, og som fortællingen skrider frem, er man som læser ikke i tvivl om, at intet kan blive som før rejsen til Venedig. Ikke alene havner han i følelsernes vold, han begynder også at udvise en enorm forfængelighed i forhold til sit udseende – en last, han i starten af bogen håner andre for.
Døden i Venedig bliver pludselig meget konkret, da en koleraepidemi hærger byen og Lidoen, mens myndighederne forsøger at lægge røgslør ud, for at det ikke skal skade turismen. Hotellerne affolkes dog alligevel, og denne rømning af byen indleder slutningen på von Aschenbachs forvandling fra rationelt til emotionelt menneske.
Thomas Mann formår at skildre denne forvandling med stor indlevelse og behersker sine sproglige virkemidler til fuldkommenhed. Hvor von Aschenbach i starten af bogen udstråler stor intellektualitet – afspejlet i et kapitel med stort lixtal – forvandles han til senere kun at kunne rumme én tanke, nemlig begær – fortalt med et tilsvarende lavere lixtal. Og hele forvandlingen er skildret så intenst, at de godt 130 sider hurtigt bliver vendt.
Netop denne intensitet savner jeg for eksempel i Manns “Buddenbrooks” – der sine steder er lovlig lang i spyttet – hvorfor jeg kun kan give “Døden i Venedig” min største anbefaling.
