Det gyldne kompas – 3 af Stéphane Melchior og Clément Oubrerie

Med bind tre vender kompasset igen nålen imod det diffuse der var første binds achilleshæl – begge foregående binds. Lad det være en advarsel at bind tre afsluttes lige præcis i den tone. Nu skal en historie ikke kun vurderes på sin afslutning, men vi kommer alligevel til at dvæle ved slutningen, hvor Lyras diametralt modsatte forældre forenes i en metafysisk overgang til en anden verden. Og hvor det her mystiske ‘støv’, som vi nu har hørt flygtigt om i alle tre bind på en eller anden måde spiller ind. Det peger tilbage til ‘forklaringen’ i bind to om arvesyndens kobling på samvittigheden og hvordan støv spiller ind i overgangen fra barn til voksen. Og samvittigheden er det dyr som alle personer følges med.

Der er stadig smæk for skillingen, især da Lyra først må forlade sin bjørnevogter Byrnison for at opsøge den vanvittige isbjørnekonge, og lokke ham til at mødes med Byrnison i en bjørnekamp til døden. Det er stærk brug af klassiske fortællekneb, og her fornemmer man styrken i Pullmans beretning.

Men det afsluttende bind topper desværre allerede midtvejs med bjørnekampen, – en kamp som den er lang tid om at bygge op til. I indledningen taler Lyra med en heks i en sekvens der rammer stilen fra to første bind alt for godt, og som ikke bringer fortællingen ud af stedet. Manuskriptet er for løst. Byrnisons kamp er fænomenal og brutal, men så entrerer Lyras usympatiske far scenen og med ham kommer det psudovidenskabelige – undskyld udtrykket, fis igen ind i billedet. Den tegnede udgaves styrke er helt klart det slagkraftige, og det kunne man enten have lagt mere vægt på, eller have strammet op omkring historiens kerne, der netop formidles alt for slapt. Selvom vi nu kun er ved afslutningen af trilogiens første roman, og dermed må forvente et par løse ender, er der stadig mange ubesvarede spørgsmål på ting der reelt allerede er søgt forklaret. Og det er bestemt ikke heldigt.

Anmeldereksemplar.

Lån tegneserien på biblioteket