Det gyldne kompas – 2 af Stéphane Melchior og Clément Oubrerie
77
2019
9788770858021
Les royaumes du Nord, kunstner, farvelægger: Clément Oubrerie; forlæg: Philip Pullman; oversætter: Hanna Lützen; farvelægger: Philippe Bruno
I anmeldelsen af første bind løftede jeg sløret for hvorfor bind to er bedre: her kommer actionsekvenserne. Lyra møder den udstødte isbjørn Iorek Byrnison, – alkoholiseret, desillusioneret, stridbar og generelt en du gør klogest i at undgå, så bortset fra at John Wayne ikke var en isbjørn, kunne han have spillet rollen perfekt.
Byrnison bliver Lyras trofaste tjener og med ham på holdet skrues der væsentligt op for dynamikken. Billedet på omslaget lover også mere smadder for pengene, end forgængerens dystre forside.
Vi kommer med til Snappernes polare koncentrationslejre for børn, og scenerne her minder stemningsmæssigt om en gammel semi-Monty Python film kaldet Time Bandits, hvor en flok dværge bryder ind i djævelens bolig. Her kommer Lyra og isbjørnen direkte i børnehelvede.
Har man ikke læst bind 1, vil historien på nuværende tidspunkt ikke give mening. Lyra rejser med en flok sigøjnersoldater til en udkant hvor hun møder den farlige Iorek Byrnison og ved list overtaler Byrnison til at glemme flasken, for for en stund at give sig i hendes sold. Og så skal der kæmpes med snappere (der her vises som læger og vagtpersonale i polar-kz-lejren), og mod den rige dame fra første bind, (der har vist sig at være Lyras psykopatiske nazi-mor) og kampene er præcis det som gør det op for den forvirring som selve handlingen afstedkommer. Der er bind to mere klar i spyttet, vi skal bare have ungerne ud af kz-lejren, og det kan kun gå for langsomt. Lidt uhygge er der selvfølgelig også sådan et sted, og nazisternes, eller snappernes eksperimenter slår faktisk børnene ihjel. Det er ikke et hygge-nygge-eventyr.
Helt udenom de diffuse forklaringer slipper vi dog ikke, og der er et semireligiøstfilosofiskt bud på hvad det mystiske støv er for noget, og hvad det er snapperne vil med børnene. Som i første bind er selve kernen i plottet halvhjertet formidlet. Givet er det dog at de mere fysiske sekvenser driver fortællingen bedre over de arktiske stepper.
