Dengang Annie Thorne forsvandt af C. J. Tudor

’Jeg har ikke lyst til at skulle tilbage dertil. Virkelig ikke. De mange ting, som ligger højere oppe på min ønskeliste, indbefatter at blive spist levende af rotter eller at gå på line. Så lidt har jeg lyst til nogensinde at se den udørk, jeg voksede op i, igen. Men nogle gange har man bare ikke noget valg, bortset fra det forkerte valg.’

Ordene er Joe Thornes, og lige så lidt lyst han har til at vende tilbage til Arnhill, lige så begejstret er visse af byens indbyggere for at se ham.

Joe har to grunde til at vende tilbage. For det første har han fået en ganske kortfattet besked, som lyder: ’Jeg ved hvad der skete dengang med din søster. Det er begyndt at ske igen’. For det andet har Joe en stor spillegæld. ’Den Fede’ vil have sine penge – og er ved at miste tålmodigheden. Arnhill synes som et godt sted at forsvinde for en stund.

Bogen foregår i to spor – vi er skiftevis i nutiden og tilbage i 1992 og endnu tidligere, tilbage i 80’erne, hvor Joe fik en lillesøster og måtte se pladsen som forældrenes yndlingsbarn gå til søsteren. Nu vender Joe tilbage som lærer på sin barndoms skole – og må konstatere, at stort set intet har forandret sig. Akkurat som i hans egen barndom foregår der mobning og vold på skolen. Bøllerne tyranniserer de svage elever, de typiske mobbeofre, og skolens ledelse ser gennem fingre med det, da den værste bølle er søn af en af byens spidser.

Langsomt og roligt afdækkes det, hvad der skete i 1992 – dengang Joes lillesøster Annie forsvandt i to døgn og vendte tilbage, helt forandret. Og senere blev dræbt i en bilulykke, hvor også deres far omkom.

Bogen er spændende, selv om den foregår i et langsomt tempo, hvor personerne når at bundfælde sig. Mange sandheder kommer op til overfladen, ligesom Joe må erkende, at der er nogle opfattelser af andre personer og visse erindringer, han må revidere. Skræmmende, overnaturlige hændelser er en del af byens historie.

Den er skrevet i et sprudlende sprog, og der er masser af humor i bogen. Selv om Joe er på røven, forfulgt af flere tæskehold og bor i et råddent hus, er han fuld af selvironi og humor. Det er også god humor, at ’Den Fede’ sender Gloria – ’Lille, lyshåret. Køn, men sådan lidt hård i filten’ efter Joe for at inddrive spillegælden.

Tudor har skrevet endnu en spændende bog efter den flotte debut ’Kridtmanden’. Den er bygget op på nogenlunde samme måde, og også i denne bog fungerer det rigtig godt. Hendes skrivestil minder på mange måder om stilen i Håkan Nessers bøger – og det er absolut en positiv sammenligning – den rolige måde, hvorpå vi introduceres for personerne, og de to parallelle handlinger, hvor der i nutiden sker ting, som purrer op i noget der skete for mange år siden. En anbefaling herfra.

Lån bogen på biblioteket