Den store Asterix 13: Den store grav – Asterix’ odyssé af Albert Uderzo

Her kommer første bind med historier skrevet efter Goscinnys død. Der skulle ikke have været en Asterix uden Goscinny, men Uderzo begyndte at føle at han skyldte vennen at fortsætte. At forsøge at videreføre serien i Goscinnys ånd. Derfor er de to historier i dette bind så meget desto mere spændende. Man vil se om Uderzo kunne holde barren højt alene.

Den store grav introducerer pastichen på murens opdeling af Berlin, her fremstillet som en grav der deler en gallerby midt over. De fra den ene side bærer bukser med vandrette striber, de andre lodrette. Og de hader hinanden for et godt ord. Når trykket skal tages mødes de til et klassisk slagsmål udenfor byen, altid uafgjort. Hver halvdel sin høvding, og de to mand prøver altid at vinde valget og blive enehersker, valgresultatet er også altid lige.

Men idéerne til den opfindsomme  satire udtømmes for hurtigt og der bliver taget lidt for nemme løsninger. Blandt andet kommer en sidebemærkning en uheldig effekt at trylledrikken til at lede til en børnebogsaktig slutning hvor romerne blæser rundt på siderne som menneskelige badebolde. Gallerne sparker bold og det kunne de gøre i hvilken som helst historie. Det er vitterligt synd at selve grundidéen med den opdelte by ikke får en logisk slutning.

Meget bedre gør Uderzo det i Asterix Odyssé. Han tilegnede den til vennen Goscinny, og det ganske med rette, for den er (næææææææææææææsten) på højde med Goscinnys manuskripter. Fyldt med flade brandere og fin fysisk komik.

Ekstramaterialet er en gennemgang af de historiske baggrunde for de forskellige stammer fønikerne, romerne, gallerne og utallige andre, går atter ned i detaljen og man sidder med et produkt der er en sammenstilling af en historisk afhandling og de klassiske tegneserier. Målt på sideantal deles omfanget 50-50, hvor det historiske materiale føles ret overvældende.

Tidligere kom der tre bind årligt, men Cobolt har sat kadencen ned til to.