Den sidste varulv af Glen Duncan

Hvis du synes det er helt indlysende at føre nedenstående samtale i sengen, så kan det godt være “Den sidste varulv” er noget for dig:

“Det er ikke til at tro, sagde hun. “Det er bare det, man hænger på, det jammerlige møblement, man ikke ka skifte ud. Mit uddannede jeg ved, at helvede ikke findes, at det bare er en fiktion, jeg tilfældigvis har arvet. Mit andet jeg ved, at det er der, jeg ender. Der må være et dusin jeg’er for tiden, som på skift kigger den anden vej.”
“Det er den postmoderne løsning, sagde jeg. “Kontrolleret mangfoldig personlighedsforstyrrelse. Vælg en fiktion og tildel den en side af dig selv.”

Jeg glædede mig til at læse “En varulvebog for voksne”. Og alle 367 sider er gennemsyret af mit håb om at nu, NU, lige om lidt SÅ bliver det uhyggeligt, spændende, sexet. sjovt? Det gør det ikke. Det er selvhøjtidelig, højpandet snak kun på skrømt kamoufleret som bloddryppende horror.

I selvbiografisk form fortæller varulven Jake om livet som menneske/monster. Han har levet godt 200 år og de 200 år han har tilbage har han ikke tænkt sig at gøre brug af. Han er dødtræt af livets gentagelser. Weltschmertz og gore på hver en side. I denne verden eksisterer både varulve, vampyrer m.m. og som modstykke findes organisationen WOCOP (World Organisation for the Control of Occult Phenomena). WOCOP består af topprofessionelle jægere, der nu efterhånden har slagtet alle varulvene – pånær altså Jake. Og da Jake slet ikke gider leve mere, har han tænkt sig at lade dem få ham. Han skal bare liiige have skrevet sine erindringer først.

Disse erindringer er en tour-de-tudetur som ellers kun ses i russisk og tysk litteratur med mange år på bagen. Vores hovedperson bruger urimelig megen tid på, i et lærd sprog, at fortælle om hvor trist livet bliver efterhånden, når man har forsaget kærligheden og er tæt på at være udødelig.

Det er bare lidt svært at have rigtig ondt af én ikke ville have noget problem med at æde din mave mens du skriger.

Varulvens triste enetaler brydes op af tanker om og udførsel af sex. Sex uden sensualitet, sex som en handling der skal lette trykket, ulvesex??? Knep-dræb-æd kører det rundt i varulven. Forestil dig Knepdræbæd kaste sig rundt i kraniet på en tre meter høj ulveskikkelse..

Desværre mere klamt end skræmmende.

Det historiske islæt er nærmest ikke-eksisterende. Og så virker det helt meningsløst at give sin hovedperson 400 år at gøre godt med.

I en anden anmeldelse af “Den sidste varulv” bliver romanen anbefalet til fans af Anne Rice, Charlaine Harris og Buffy. Det er præcis modsat. Hvis du kan lide popkultur, det sexede, sensualitet og sort slapstick humor skal du bare lade denne her stå på hylden.

Lån bogen på biblioteket