Den evige toer af David Alan Nicholls

McQueens forældre gjorde deres søn lidt af en bjørnetjeneste ved at navngive ham Stephen. Stephen bliver altid til Steve – og Steve McQueen er navnet på en berømt, nu afdød, amerikansk skuespiller. Lettere bliver det naturligvis ikke, da Stephen selv gør karriere som skuespiller.

Det vil sige – karriere og karriere. Stephen når aldrig videre end til at optræde som manden inden i egernet i børnefilm. Og som liget på obduktionsbordet i tv-krimier. Og som dubleant for Josh Harper, verdens 12. mest sexede mand, der lige nu har hovedrollen i et umådelig populært teaterstykke i London.

I sine fantasier er 32-årige Stephen altid på nippet til at få det store gennembrud: Kvinderne falder for ham på stribe, det brede publikum elsker ham, pengene vælter ind… Virkeligheden er beklageligvis et usselt hummer uden køleskab langt fra centrum, en fraskilt kone der foragter ham, en datter der skammer sig over ham, en agent der har glemt ham. I tilgift lever han usundt, drikker for meget, ligner udskidt æblegrød.

Alligevel lykkes det Stephen at få en uskyldig flirt i gang med selvfede Josh Harpers smukke kone, der heller ikke befinder sig godt i stjernens skygge. Og pludselig får han også en klemme på den sexgale Josh, som måske kan udnyttes til et eller andet…

David Nicholls slog igennem med romanen “Samme dag næste år”, som Lone Scherfig filmatiserede i 2011. “Den evige toer” er en romantisk komedie af den ærkebritiske slags, hvor Hugh Grant med venstre hånd på ryggen kunne charmere alverden i titelrollen. Man mærker tydeligt, at Nicholls selv både har ernæret sig som skuespiller og manuskriptforfatter, for miljøerne og personerne virker autentiske.

På positivsiden skal også nævnes mange, mange morsomme replikker og tåkrummende episoder. Jeg grinede ofte undervejs og var behørigt spændt på, om stakkels Stephen klarer ærterne til sidst.

Desværre er der også en del tomgang, alt for mange kreative darlings, der skulle have været dræbt, for mange skævere og brandere. Stephen er ikke en person, man holder synderligt af, ejheller hans omgivelser. Problemet bliver følgelig, at “Den evige toer” ikke føles nødvendig at læse. Den opleves snarere som en harmløs soap, der underholder udmærket, men er glemt straks efter.

Og så er der præmissen med Steve McQueen. I bogen ved alle, unge som gamle, hvem den blåøjede amerikanske stjerne var. Men er det nu også rigtigt? Manden døde helt tilbage i 1980, så et forsigtigt bud ville være, at de fleste mennesker født herefter ikke aner, hvem han er. Og så er dén pointe lissom ikke så sjov længere, vel?

Lån bogen på bibliotek.dk