Corpus delicti af Elias Palm

Ella er en dygtig retsmediciner samt ivrig samler af fine antikviteter. Da hun en dag får fingre i et ur, der stod i hendes barndomshjem, og som burde være ødelagt i den brand, der dræbte hendes far for 30 år siden, er hun modstræbende nødt til at begynde at grave i familiens mildt sagt dunkle fortid. Samtidig finder et forvitret lig vej til afdelingens kolde stålborde – sammen med nogle perler, som Ella mistede som seksårig. Og pludselig begynder nogen at snitte huller i hendes bildæk…

Man fornemmer fra starten, at “Corpus delicti” er skrevet af en ekspert i død, en retsmediciner. Den kvalmende indledning med en mand, der lider kuliltedøden i et trangt bagagerum, er så realistisk, at man snapper desperat efter vejret.

Men en mønt har som bekendt to sider. Giv en ekspert ubegrænset taletid, så vil han hurtigt forekomme både nørdet og docerende. Det sker desværre her, hvor Ella konstant funderer over alle de slibrige detaljer i sin lidet delikate metier. Ikke at det er uinteressant, men det tager meget af dynamikken i det relativt spinkle plot. Eksempel: “I sagen om det ældre ægtepar i avisen ville de sandsynligvis vise sig at have høje
koncentrationer af kulilte bundet til det ilttransporterende hæmoglobin i de røde blodlegemer.”

Samtidig er det en alvorlig hæmsko, at en mandlig forfatter, der tydeligvis har mere forstand på døde end levende individer, skal skrive sig ind under huden på en kvinde af kød og blod. Ella er vældig sympatisk, men på hver anden side rødmer hun synligt, mens hendes puls stiger. Man skulle tro, hendes job ville gøre hende lidt mere cool. Ellas konstante overvejelser om tøj og sminke bliver også unødigt eksplicitte.

Det er decideret dårlig psykologi, at Ella, da hun får at vide, at hendes far muligvis er blevet myrdet og ikke er død i et ulykkestilfælde, straks glemmer denne helt afgørende nyhed, da hun træder ind i et fitnesscenter. Eller at den simple stuepige Estrid pludselig får et anfald af intellektuel opvakthed i en meget høj alder og tænker: “Ella havde mere eller mindre udpeget hendes tidligere arbejdsgivere som konspiratorer i forhold til deres egen svigersøns død.” Tonen er simpelt hen falsk.

Handlingen foregår i en navnløs svensk storby. Det gør, at man som læser farer lidt vild – også i bogens tid, der ræser afsted, uden at man helt kan følge med. Ella har hele tiden weekend, men undervejs når hun alligevel med venstre hånd at opklare en sag om autoerotisk asfyksi!

En ny svensk krimiforfatter med en anderledes vinkel på historierne burde modtages med kyshånd, men denne læser får næppe tygget sig gennem Elias Palms fremtidige produktion. Dertil er forfatteren og den retsmedicinske verden simpelt hen for tørre.

Lån bogen på bibliotek.dk