0 kommentarer

Brødrene Karamazov af Fjodor Dostojevskij

af d. 4. december 2012
Info
 
Sideantal

960

Udgivet

2003

ISBN

87-00-49188-8

Originaltitel

Bratja Karamazov

 

Hvilke kræfter er det, der styrer os, er vi alene, er der en gud, og hvis Gud er død, er alt så tilladt? Det spørgsmål melder sig ubønhørligt, da morderen I Brødrene Karamazov begrunder sit drab over for den nihilistiske Ivan: »Alt er tilladt. Det lærte De mig dengang, De sagde, at når der ikke var nogen Gud til, så var der heller ikke nogen dyd, så behøvede man ingen dyd«.

Brødrene Karamazov er Fjodor Dostojevskijs 125 år gamle, storstilede og blodige fortælling om familien Karamazov. En historie om brødrene Dimitri, Ivan og Aljosja samt deres tyran af en far, godsejeren Karamazov, som ikke uden grund lægges for had af sønnerne.

I det ydre er Brødrene Karamazov et kriminelt familiedrama. Men de enkelte personer får ud over deres individuelle eksistens en symbolsk betydning. De optræder hos Dostojevskij som en art legemliggjorte ideer, der skitserer det store tema »forbrydelse og straf«.
Brødrene Karamazov er en fantastisk roman om kærlighed, dæmoni, liv, død, himmel og helvede.

Historien starter med mordet på den pengegriske og kvindeglade godsejer, da han sidder med en belønning på 3000 rubler og venter på skønheden Grusjenka, som han ønsker at gifte sig med for næsen af sin ældste søn Dmitri.

Dmitri har samme rem af huden som faren, men dog modereret af en religiøs betonet moral. Han mistænkes og dømmes for mordet – efter en retssag, hvis skildring næppe har sin mage i verdenslitteraturen.

Den virkelige morder er dog en uægte født søn, som faren har avlet med en åndssvag pige. Ansvaret for mordet lægger Dostojevskij på den mellemste af de tre ægtefødte sønner, fordi denne over for sin halvbror har hævdet, at når Gud var død, så var det også tilladt at begå mord. Mens Dmitri påtager sig skyld og straf, formørkes mellembroderens sind, mens den egentlige morder tager sit eget liv.

Om den tredje af de ægte brødre skulle vi efter forfatterens oprindelige plan have hørt i en fortsættelse af romanen. Men den nåede Dostojevskij ikke at få skrevet. Han døde mindre end et år efter, at Brødrene Karamazov var udkommet.

Ivan knækker sammen og går helt i fordærv, da han som ateist ikke længere kan magte den kølige rationalitet – livsleden og tvivlen trænger sig ubønhørligt på. Friheden er simpelthen for tung til at kunne bære. Inden han ender I den totale sindssyge, oplever han dog I et syn at få besøg af djævlen. Djævlen forklarer Ivan, at det tyvende århundrede vil blive bedre for ham end noget andet århundrede, for her vil djævelen få udryddet medmenneskeligheden og dermed have sejret totalt (!).

Brødrene Karamazow er barsk russisk realisme – Dostojevskijs største roman.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter