Brev til månen af Ib Michael

Rejser er en stor del af Ib Michaels forfatterskab og liv og igennem disse har han fået inspiration til mange af sine værker, hvilket også kan tænkes at være tilfældet med denne selvbiografiske skildring, der er sidste del af den trilogi, der begyndte med Vanillepigen og Den tolvte rytter.

I “Brev til månen” foregår fortællingen i 60’erne i hovedpersonens ungdoms- og begyndende voksenliv. Med en flytning fra hjemmet i Roskilde til København brydes der med familien, og der prøves grænser af med stoffer og sex. Omdrejningspunktet i romanen er temaet om Pjerrot, Harlekin og Columbine. Hovedpersonen er den evige toer, der kæmper om pladsen som konge blandt de mænd, der omgiver ham. I forholdet til faderen, der er patriarken i den lille kernefamilie, må han vige, ligesom han med vennen Oluf kæmper om Sister Kate, der er Olufs elskerinde og hovedpersonens store kærlighed. Sammen tager disse tre personer til Venedig, der danner ramme om romanens klimaks.

I princippet kunne dette altså have været en dannelsesroman, men hovedpersonen kommer aldrig rigtig hjem. Fortællingen er én lang opremsning af oplevelser, og man fristes til at kalde den for en banal ungdomsroman. Selve historien er god, men romanen mangler i udsøgt grad en distancering og især selvrefleksion. Det virker som om, Ib Michael har haft fat i noget, der lå for tæt på hans eget jeg, således at det ikke har levnet plads til et overblik og en tilbagemelding til læseren om, at han rent faktisk har lært noget af alt det her flip dengang i 60’erne.

Det virker som om Ib Michael har forsøgt at skrive en roman, der skulle rykke ved fasttømrede normer, men de mange detaljeret beskrevne oplevelser samt sproget i romanen, der er syltet ind i poesi, er der simpelthen ikke sider nok til den dybde og refleksion, der er savnet.

Lån bogen på Bibliotek.dk