Bad, fuld kost og mikrofon af Karsten Bjarnholt

Jeg ville gerne ha´ mødt hr. Bigandt

Karsten Bjarnholts seneste digtsamling, ”Bad, fuld kost og mikrofon”, befinder sig i den tredjedel af jeg’ets liv, hvor de basale livsfornødenheder så som mad og logi er en selvfølge, men hvor der heldigvis endnu ikke er slukket for mikrofonen.

Samlingen består af ca. tres tekster og rummer en spændende balance mellem løvfaldstid og den dannelse digterens højt værdsatte lærer, hr. Bigandt, leverede i skolen. Karakteristisk for førstnævnte element er slutningen på digtet ”Før jeg rejste”: ”Jeg bor i et frit fald af længsel/ efter at skrive de breve, jeg skrev”. Eller : ”Homo sapiens / kan vælge selvmord/ men ikke at blive født.” [Unaturlig udvælgelse]. Egentligt ret modigt at se den slags i øjnene. Eller at udbryde : ”måtte kvindernes BH`er / altid være lidt for små. Åh / Gud, måtte det altid blive ved/ med at være sommer og regnvejr.”.

Ægte virker det i hvert fald og rigtig mange af digtene slår et lille forsonende slag med halen i sidste linje. Og så er der jo som sagt hr. Bigandt.

Jeg ville rigtig gerne have mødt hr. Bigandt. Gang på gang bryder hans ord fra digterens skoletid ind i nutiden og minder læseren om væsentlige elementer i tilværelsen, så som klorofyl, katost, underkastelse og spermatozoer.

Gang på gang formulerer han gangbar klogskab i sit klasseværelse. Med imponerende pædagogisk sans sætter han ting på plads i elevernes bevidsthed:

”Ordet er underkastelse, sagde hr. Bigandt,
husk det , underkastelse. Rejs jer op
når inspektøren, Johnsen, kommer ind
i vores klasse. Jeg står selv op imens,
sagde han. Der er ingen
der tager skade af at vise
lidt respekt. I kan bare
tænke på noget andet
imens, sagde hr. Bigandt,
det gøre jeg selv,
så kan I også.” [Underkastelse]

Jeg ville gerne have mødt hr. Bigandt når han råbte ud over eleverne:

”Lad os for alt i verden aldrig
nogensinde blive stille som sne,
der smelter .. [Stilhed ]”

Eller når han opfordrede eleverne til at springe gennem fremtidens glasplade, uden hensyn til sår og skrammer. Der er en provokerende enkelhed/ komplicitet i hr. Bigandts livssyn, der også fungerer som en slags rygrad i digtsamlingen.

Digteren spænder sine tekster op på lærredet i en vekselvirkning mellem barndommens signifikante lærer og en nutidig statusopgørelse. Og til trods for at tiden ustoppelig gør som den plejer, ser man tydelige spor af hr. Bigandts menneskesyn i digterjegets holdning til tilværelsen.

“Når I er voksne, læg jer i græsset,
se på svalernes flugt, lyt til bierne,
pluk bare en katost. ” [Djævle]

Og linjernes ekko i nutiden: “Det er en fordel /at have en bænk/ i solen i en krog…
Det er /en fordel at sidde /på den bænk, / når solen går ned …. ” [Det er en fordel ]

Selvfølgelig hedder samlingens sidste digt ”Hotel Løvfald”.

Selvfølgelig rummer det en solidaritetserklæring til livet.

”Men når jeg rejser … / åbner de også vinduerne/ foran udsigten til havet / og tiden, der sitrer i lyset… / det er derfor jeg bliver her.”

Lån bogen på Bibliotek.dk