400
2010
978-87-92639-17-2
The breaking of eggs
Feliks Zhukovski er født i Polen, men har boet hele sit voksne liv i Paris. Han var medlem af kommunistpartiet i mange år, til han meldte sig ud i slutningen af 1960’erne, men han er stadig erklæret venstreorienteret. Efter i mange år at have levet et liv uden forandringer, vender året 1991 op og ned på Zhukovskis liv. Han må opgive sit livsværk “Guiden”, som er en rejsebog til Østlandene; han finder ud af sandheden om sin mor og sin bror, som han ikke har set siden 2. verdenskrigs begyndelse; og han finder frem til en kvinde fra Berlin, som han havde en affære med, til Muren skilte dem ad.
Zhukovski er efter egen mening en meget rationel mand, som ikke lader følelser spille ind på sine beslutninger. Det er bl.a. derfor, han beundrer kommunismen og Stalin, som besluttede sig for at ændre samfundet til det bedre, selvom det kunne have omkostninger for det enkelte individ. “Man kan jo ikke lave en omelet uden at slå æg i stykker”, som Zhukovski udtrykker det. Men efterhånden som han dykker ned i fortiden, opdager han nogle ting fra sin barndom, som er helt anderledes, end han husker, og han må erkende, at verden ikke er så sort/hvid, som han altid har levet ud fra.
“At slå æg i stykker” var en lidt blandet oplevelse. I starten var jeg utrolig begejstret, og var meget grebet af Zhukovskis skæbne og forsøg på at finde frem til sandheden om fortiden og dermed også nutiden. Men undervejs i romanen bliver Zhukovski mere og mere utroværdig som person. Det bliver simpelthen for svært at forestille sig, at han har kunnet stikke sig selv så megen blår i øjnene, som romanen siger.
Alligevel endte jeg med en positiv læseoplevelse, for Powell fortæller en god og underholdende historie, som sætter fokus på politiske overbevisninger og deres virkning på mennesker og samfund. Til tider fortæller han morsomt, andre gange er det trist, men hele vejen igennem er det velfortalt. Så trods min lille anke over Zhukovskis figur, så er “At slå æg i stykker” bestemt værd at bruge et par timer i selskab med.