Alting har en tid af Karl Ove Knausgård

Når den norske stjerneforfatter Karl Ove Knausgård skriver en hel roman om engle, både i og uden for biblen, og her gendigter sagaerne om Kain og Abel – og senere Noa og hans ark – gør han det med en velvoksen ræv bag øret.

Landskaberne i de årtusindgamle religiøse sagn ligner den norske natur med elve og fjelde, gletsjere og dynger af sne. Noas mor bespiser mandfolkene med en kasserolle kartofler, man spiser grønærter og hindbær med fløde. Søsteren studerer sig selv i et spejl på væggen. Noa selv tegner ting og sager med blyant og papir. Og de druknede under den store syndflod findes viklet ind i pianoer og andre vildfarne genstande.

Romanen “Alting har en tid” er en selvstændig fortsættelse af “Ude af verden” (hvis hovedperson Henrik Vankel også medvirker), og tematikken er noget ganske andet end Knausgård store autobiografiske serie (“Min kamp”) og den seneste føljeton, som starter med “Morgenstjernen”.

“Alting har en tid” veksler mellem en tilsyneladende analyse af englenes liv og væren – og skønlitterære sekvenser med blandt andre de nævnte bibelfigurer. Som altid skriver Knausgård i en prosa så blæret, at læseren blæses totalt bagover – men det er jo det, han altid gør.

Selve konceptet er sværere tilgængeligt end normalt i den norske legestue og ikke entydigt vellykket. Ideen med at blande Antinous Bellori, en fiktiv renæssanceforskers udforskning af og egenoplevelser med engle, med mere romanagtigt stof og tilsætte et skvæt tør humor bliver for mærkelig, og selv efter de sædvanlige ordrige Knausgårdske standarder rabler han usædvanligt meget i dette værk. At tilføje en slutning, der foregår i norsk nutid uden for resten af bogens kontekst, er for meget af det gode.

Man taber let tråden undervejs, men tilgiver alligevel Knausgård (alt andet end slutningen), fordi det meste er så rasende interessant og skarpt tænkt. Hans dissekering af udvalgte passager i biblen og deres tilkobling til de senere apokryfe skrifter er blændende. Hans skelnen mellem guds, englenes og menneskenes natur og motiver er nærmest overjordiske.

Desværre kaster vores norske helt sig ud i en lavkomisk bevisførelse for, at Biblens skrækindjagende ærkeengle muterer til de små, fede keruber, vi kender fra 1600-tallets malerkunst, og senere til – skrigende måger! Her hopper bogen desværre af sporet for en stund.

Ingen tvivl om, at Knausgård ufortøvet var blevet kastet på bålet under inkvisitionen. Eller ophøjet til profet.

Trods mangler skal “Alting har en tid” anbefales enhver med solid interesse i det guddommelige og det åndelige eller bare i engle.

Lån bogen på biblioteket