Adrian Moccels Papirer af Sten Kaalø

Et par gange om året får jeg en uautoriseret trang til lige at åbne en digtsamling, og denne gang faldt øjnene på ”Adrian Moccels Papirer” af Sten Kaalø. Samlingens bagsidetekst sætter på forhånd læseren ind i situationen: Adrians kone er stukket af med en musiker til et land i krig. Adrian rejser efter og mister hørelse og den ene arm, da den kirke han har søgt tilflugt i sprænges i luften. Da vi møder Adrian bor han på et sted for handicappede, som bestyres af nonner. Og det er ham, der skriver ”Adrian Moccels Papirer”.

Læsningen glider ubesværet. Det meste af bogen minder mere om prosa på vers end poesi og derfor virker det måske også mere overrumplende, når det så kommer, som linierne her til en tabt kærlighed:

”
Hvad mon du tar dig til jeg gik
i vores skov i dag traf kun hjerpen
alene vandrende i en sang
der var sunget færdig for længst.
”

Enkelt og smukt. Og hvad med her, hvor det groteske og usaglige gebis forlener billedet af den ventende død med noget naturligt og ufravigeligt, og måske lidt latterlig:

”
Han løfter ikke længere hovedet
når jeg kommer den gamle døve

Ligger bare og finder vej ud af livet
fra taburetten griner hans gebis.
”

Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt man kan fornærme en poet ved at sige det her, men ”Adrian Moccels Papirer” er lige til at gå til. Det er mere en kort fortælling, der bare er delt op på vers og som engang imellem knipser små klare billeder lige mellem øjnene på læseren. Er du ikke normalt til digtsamlinger, men har lyst til at give tvivlen en chance, så gå efter denne her.

Lån bogen på bibliotek.dk