Stephen Fry
Britisk skuespiller, forfatter, komiker, tv-vært og filminstruktør.
Fry er uddannet på Queen’s College i Cambridge. Under sine studier var han engageret i forskellige teaterstykker, lige som han også skrev stykket Latin or Tobacco and Boys. I sit sidste år på Cambridge var Fry medlem af Cambridge Footlights, der hvert år opsætter blandt andet en revy og har fostret adskillige kendte engelske komikere som Hugh Laurie og Emma Thompson.
Fry og Laurie fortsatte deres samarbejde efter universitetet i tv-serierne There’s Nothing to Worry About og “Alfresco”. Ingen af dem var en større succes. Langt bedre gik deres næste projekt, A Bit of Fry & Laurie, der etablerede parret i den britiske bevidsthed i 1980’erne. Parret medvirkede også i de tre sidste sæsoner af Blackadder, hvor Fry spillede general Melchett i den fjerde og sidste sæson.
I begyndelsen af 1990’erne indspillede Fry og Laurie tv-serien Jeeves & Wooster efter P.G. Wodehouses bøger om den godtroende rigmand Bertie Wooster og hans snu tjener Jeeves.
Fry har også instrueret filmen Bright Young Things. Blandt hans tv-programmer kan nævnes QI, hvor han er vært i et show, der kombinerer humor med viden i en spørgeleg med indbudte humorister. Han har været vært for QI siden 2003.
Fry interesserer sig for IT, B&O og moderne teknologi og var en af de første kendte, der brugte Twitter. Fry er erklæret homoseksuel og bor i London. Han er medlem af Garrick’s Club og har skrevet erindringsbøger som “The Fry Chronicles” (2010) og Moab is My Washpot (2008), som The Times anmelder som Bubbly, funny and charming.
Bibliografi
2008 Moab is my Washpot (biografi) *
*) Ikke udgivet på dansk