Forfatter Cecilie Overbye – Fem bøger jeg ikke glemmer

Lige siden de første bogstaver gav mening for mig, har jeg elsket at læse. En årrække læste jeg næsten stort set kun krimier, men på det senere har jeg læst meget bredere. Det giver en ro og mulighed for total fordybelse at grave sig ned i en bog. Min kuffert, når jeg rejser, er altid tungere af bøger end af tøj. Alligevel er det sjældent, jeg i hverdagen har mulighed for at læse i længere tid af gangen. Men når det sker, er det fantastisk. Bøger for mig er lig med overskud.

5 bøger, der har gjort indtryk på mig:

1. Britt-Marie var her af Fredrik Backman

Ligesom alle andre opdagede jeg Fredrik Backman gennem bogen En mand der hedder Ove. På det tidspunkt var jeg i gang med at skrive på min egen roman og havde faktisk forestillet mig, at min hovedperson skulle overveje selvmord. Da En mand der hedder Ove kom, følte jeg, at grundideen lå for tæt på min idé, hvorfor jeg skrev min roman om. Men Fredrik Backman har en fed humor, jeg kan godt lide den kant han tit bevæger sig på og så hans hverdagsagtige måde at bruge sproget på. ’Rugbrødslyrik’, kalder jeg det. Særlig kan jeg godt lide bogen Britt-Marie var her. Det er min absolutte yndlingsbog fra ham. Moderne og nærværende på en enorm rørende facon. 

Læs fire anmeldelser af bogen på Bogrummet

2. Stiklingen af Audur Ava Ólafsdóttir

For et år siden opdagede jeg den Islandske forfatter Audur Ava Ólafdóttir. Først læste jeg bogen Ar, som hun har vundet Nordisk Råds Litteraturpris for, og herefter dykkede jeg begejstrer længere ned i hendes forfatterskab. Romanen Stiklingen ramte mig lige i hjertet.

Læs en anmeldelse af bogen på Bogrummet

3. Stillidsen af Donna Tartt

Første gang jeg gik i gang med denne moppedreng af en bog, døde jeg bogstaveligt talt i murbrokkerne. Lånetiden fra biblioteket udløb, mens jeg kæmpede mig frem side efter side og jeg nåede aldrig ud af museet, og eftersom der var kø på biblioteket, fik jeg ikke genlånt den. Til jul sidste år fik jeg bogen af min søster. I en paperbackudgave (læs, væsentlig nemmere at håndtere) på original sproget, engelsk. Hvorfor hun havde købt bogen på engelsk, ved jeg endnu ikke. Har glemt at spørge hende. Men jeg tog bogen med på en lad-op-helt-alene rejse til Tenerife og hold nu op – historien tog mig med storm, da vi efter tre dage i liggestolen sammen forlod museet. Pludselig tog historien fart og begyndte at leve sit eget liv. En af den slags, hvor du slet ikke ved eller kan regne ud, i hvilken retning handlingen vil udvikle sig. Personligt blev romanen også et spejl på min egen situation. På hvordan man lever med PTSD. Hovedpersonens flashbacks og den angst, der bliver hængende som en skygge af traumet over resten af hans liv, og de konsekvenser det har, får Donna Tartt formidlet så fint. Jeg talte så meget om bogen, da jeg kom hjem, at jeg efterfølgende lejede filmen og så den sammen med mine store teenagepiger. Skøn film også.

Læs tre anmeldelser af Stillidsen på Bogrummet

4. Træk Vejret af Stig Åvall Severinsen.

Den bog har fulgt mig i hvert fald i ti år. Den ligger på fast mit natbord. Når jeg ikke er i gang med en anden bog, så læser jeg i den inden sengetid. Koblingen mellem åndedrættet og det parasympatiske nervesystem er utrolig interessant og ligetil. Bogen er fuld af meditationsøvelser og vejrtrækningsøvelser, som jeg finder stor inspiration i. Så hvis jeg ligger helt stille på min seng, uden at trække vejret, bliv ikke forskrækket. Jeg holder bare vejret.

5. Hjemfalden af Søren Ulrik Thomsen.

Særligt et af digtene har fulgt mig siden min gymnasietid. ”En gang om dagen er ensomheden så stor, at man ikke kan stille noget op med den. Og en gang er lykken. Ind i mellem må man se at få ordnet sine ting.” Jeg hørte digtet blive læst op af forfatteren selv, og jeg har aldrig glemt det siden. Det postmoderne blitzøjeblik var det udtrykte billede på den tid og den forandring, jeg selv befandt mig i i de tidligste halvfemsere. Men for mig blev digtet hængende og blev på mange måder symbolet på de svære år, der fulgte med angst og også tung ensomhed, afbrudt af bobler af glæde, men hvor livet mest handlede om at få tingene gjort. De senere år er billedet vendt. Svingningerne er der stadig og ensomheden aldrig langt væk, men nu synes jeg digtet maner til en dybere forståelse af mennesket og de grundvilkår, vi alle deler. Og så jeg blevet langt mere opmærksom på at mærke og være nærværende i lykken, når den er der.

Læs en anmeldelse af digtsamlingen på Bogrummet

_____________________________________________________________________________________________________

Kender du det med, at ens liv pludselig tager en uventet drejning? At man føler, at livet pludselig tvinger en på afveje, væk fra hovedstrøget og ned af en bulet brostensbelagte sidegade.

Først blev jeg tandlæge, så verdensmester i triatlon. Nu tager jeg springet som romanforfatter.
Romanen ’Jens Petersens forlængede forår’ handler om den aldrende Jens, der ikke kan slippe af med sin afdøde kones stemme i sit hoved. Og historien tager udspring i mit eget liv.
Jeg var bare 19 år, da livet langede knockout. På en rejse i Nepal blev jeg ramt af akut psykose, udløst af malariemedicinet Lariam. Efter at være blevet hentet hjem af SOS, blev jeg overladt til mig selv. Psykosen og den PTSD, der fulgte i kølvandet forblev ubehandlet de næste 25 år. Det blev mit livs dogme. Jeg har måtte genopfinde mig selv fra et sted, hvor jeg kun iført et håndklæde i et paranoidt mareridt knap kunne huske mit eget navn.
I mit forfatterskab kredser jeg om det at finde sig selv i en verden, der har kastet én omkuld, og det er netop det, ’Jens Petersens forlængede forår’ handler om.
En kronisk søvnforstyrrelse bed sig fast i årene efter. Jeg oplevede et alt for højt stressniveau, der spændte ben for mig i hverdagen. Men i mit liv har tre faktorer været afgørende. Ambition, vilje og struktur. Det var den fødselsgave jeg havde fået med hjemmefra. Og på trods af massiv mangel på søvn lykkedes det mig at blive uddannet tandlæge. Selvfølgelig var der konsekvenser. Mit CV var en rodebutik. Ti-tolv forskellige ansættelser på ti år. Jeg fandt hverken ro eller fordybelse i arbejdet, og da jeg fik børn svigtede hukommelsen, og jeg var tvunget til at skifte spor.
Jeg stoppede som tandlæge i 2014. På det tidspunkt kendte jeg ikke til sammenhængen mellem den søvnforstyrrelse jeg led af, Lariam og PTSD. Til gengæld begyndte jeg at cykle mountainbike. Og det at dyrke daglig sport reddede mit liv. Senere udviklede det sig til crosstriatlon, og med stenhård ambition, vilje og struktur blev jeg både verdensmester og to gange europamester. Men atter engang tog mit liv en ny drejning. Og ikke kun positivt. Vilje og struktur blev min overlevelses strategi, da jeg mistede mig selv og gjorde mig senere i stand til at leve et liv, der i hvert fald på overfladen var inden for normens rammer. Men det var de selvsamme egenskaber, der kørte mig i sænk. På grund af PTSD’en var jeg nødt til at opgive at køre konkurrencer. Jeg var min egen værste fjende.
Først i 2019 blev jeg endelig lægelig udredt og fik dokumentation for at den PTSD, jeg lider af, er forårsaget af Lariam. Det har været en kæmpe øjenåbner for mig, for jeg forstod jo ikke, hvorfor ting var så svære for mig.
Jeg træner fortsat hver dag, men har nu fundet en balance mellem det aktive liv og det stillesiddende meditative rum forfatterverdenen er. Det har givet mig en fordybelse, der indtil videre har kastet to bøger af sig. De nye erkendelser har gjort, at jeg langsomt er ved at finde mig selv, om end i en helt ny udgave.

Biografien ’Indefra’ 2015 Mellemgård
Romanen ’Jens Petersens forlængede forår’ udkom 27. marts 2020 på forlaget Brændpunkt.

Læs mere om Cecilie Overbye på Bogrummet

Foto: Gudmund Thai

_____________________________________________________________________________________________________