Forfatter Mette Sø – Fem bøger jeg ikke glemmer
For nyligt fortalte en bekendt at han havde svært ved at vælge is som barn. Hvad? Hvor svært kan det være? Astronaut. Der er vingummi i. Det svære for ham var at vælge valgkriteriet. Skulle det være sodavandsis eller flødeis, prøvet før eller aldrig prøvet før, med eller uden chokolade. At skulle vælge fem bøger, kun fem bøger, jeg ikke har glemt, sætter mig i samme kriterie-dilemma. For hvad er det, jeg ikke har glemt dem for? Jeg beslutter, at det skal være fem bøger, der har åbnet en verden og verdenen for mig, fået mig til at se eller føle noget nyt.
Den første bog jeg kommer til at tænke på, er Tove Ditlevsens ”Kvindesind”, som jeg vendte tilbage til igen og igen som lille. Den udgave fra 1956 min mor fik i konfirmationsgave. Nu er den min og der er stadig æseløre ved ”Sorg”. Jeg tænkte meget over det digt dengang. Åh, hvor var det sørgeligt. Selvom jeg var barn, satte jeg mig ikke i børnenes sted. Jeg var kvinden, der mistede sin elskede, mærkede tabet og længslen. Men jeg fandt også trøst i kun trygge børn skræmmer de ikke. Og så var der mysteriet med stæren, der bar en tåre i sit næb. Hvordan kunne det lade sig gøre? Hvor skulle stæren hen med den tåre og kom den sommetider til at sluge den?
Dengang læste jeg de bøger, min mor læste, ”Sexus” i hemmelighed og kun særligt udvalgte passager. Som tolv-tretten årig læste jeg Marge Piercys ”Kvinde ved tidens rand”. Den var et chok. Måske den første kønspolitiske bog, jeg læste, og den var både klaustrofobisk og frigørende. Klaustrofobisk fordi Connie er fanget på så mange planer, konkret og kulturelt – og kunne det være sandt, at mennesker blev behandlet dårligt på grund af køn og hudfarve? Og frigørende fordi i den fremtidsverden Connie besøger, bliver børn født af en maskine. Selvom jeg var umoden, var jeg fuldt ud klar over den forventning, der lå til kvindekroppen og jeg håbede inderligt, at den maskine var opfundet, når jeg blev voksen. Så kunne jeg være frit stillet. For ikke så længe siden gav en veninde mig romanen. Hun vidste ikke, at jeg kendte den, hun havde fået øje den i et antikvariat og kom til at tænke på mig. Jeg ved ikke om det er bedst eller ikke bedst at genlæse.
Haruki Murakamis ”Trækopfuglens Krønike” var mit første møde med japansk litteratur og åbnede for en helt ny, inspirerende verden; et samfund og en kultur, der er så vild og vildt anderledes end vores. Men historierne rummer noget universelt menneskeligt, der gør at jeg relaterer mig til karaktererne og deres liv uden at blive en betragter af det fremmede.
I starten slugte jeg alt, hvad Haruki M. skrev,”Kafka på stranden” er min favorit, men jeg gik lidt død og kastede mig over andre japanske forfattere; Ruy Murakami, Yoshimoto, Kawakami, Tanizaki, Yokomori, Kirino, Yamada, Ogawa.
”Det jeg elskede” af Siri Hustvedt var ikke bare en roman, jeg læste, det var en historie, jeg levede, følelsesmæssigt, intellektuelt og sanseligt. Den bog er klog på mennesker, på livet, på kunst. Og jeg var så optaget af de ikke-i-virkeligheden-eksisterende kunstværker som Hustvedt beskriver, at jeg håbede de ville blive udstillet i Danmark, så jeg kunne se dem i virkeligheden. Da jeg var færdig med bogen, kunne jeg ikke læse andet i lang tid efter. Der var ikke plads. Et par gange har jeg forsøgt at genlæse den, men jeg kommer ikke længere end et par linier, før noget i mig stritter. En advarsel. Jeg har mistet min uskyld i forhold til den bog. Jeg ved, at den vil mase sig ind mig, åbne mig, og om 379 sider skal jeg pakke det hele sammen igen. Jeg rejser mig og finder bogen på reolen, bladrer frem til kapitel et. I går fandt jeg Violets breve til Bill.
En anden bog jeg forsvandt ind i, var ”Monstermenneske” af norske Kjersti Annesdatter Skomsvold. Det er en ordentlig basse af en autobiografisk roman, som handler om den unge hovedkarakter Kjerstis kamp tilbage til livet. Men det er også en roman, hvor alt er tilladt, hvor sproget, tempoet, strukturen, fortælletypen skifter alt efter hovedkarakterens situation. Og der er en nærhed i teksten og en finhed og sårbarhed, som vækker mig og får mig til at tænke, at jeg kan komme tættere på. På en transparens og ærlighed i mine egne tekster og i mit liv.
Mette Sø
Mette Sø debuterede i 2010 med romanen ’Petit Petit’ om den kvindelige professionelle cykelrytter Petit. Siden har hun udgivet romanerne ’I en snæver vending’ (2012), Snebær (2013).
Hendes fjerde roman ”fordi at’ udkom 29. maj 2015, og handler om enspænderen og skovhuggeren Kanel der kommer i nærkontakt med Vendsyssel.
