Einar Már Guðmundsson – Alle vegne fra
Ned fra vandringsmanden rulled
en sten af sted.
Og stenen blev ved med at rulle
i evighed.
Og syv århundreder efter
kom Sing Sing den røde.
Og Sing Sing fik sig en kvinde,
og kvinden døde.
Og syv årtusinder efter
kom Ghagga Ghu.
Af Ghagga Ghu findes ingen spor
i verden nu.
Og syv årtusinder efter
kom du, kom du.
Dette er et af de digte, som har fulgt mig. Det hedder „Verdenshistorie for begyndere“. Det er skrevet af Steinn Steinarr, som anses for at være ophavsmanden til moderne islandsk lyrik. Steinn Steinarr er hans digternavn, han hed Aðalsteinn Kristmundsson, var født år 1900 og døde 1958, inden han var fyldt tres. Hans digte findes oversat til dansk, eller i det mindste nogle af dem. For nogle år siden så jeg en udstilling på Albertslund Bibliotek, der spændte over islandsk litteratur fra begyndelsen og indledtes med Vølvens Spådom. En virkelig flot udstilling. Ved den lejlighed indså jeg, hvor flotte Steinn Steinarrs digte også er på dansk.
Skønt man siger, at Steinn Steinarr var ophavsmanden til vores moderne lyrik, havde han alligevel det ene ben i de gamle former og traditionen, og det hører også med til billedet, at der var blevet skrevet moderne digte, inden han tog til orde: ekspressionistiske, surrealistiske og futuristiske digte; men Steinn Steinarr tog for første gang til orde under den store verdenskrise og dengang som proletardigter, han var brændende kommunist. Senere udviklede hans digte sig lidt efter lidt i eksistentiel retning, og over vandene svævede tit ironi og humor, efterhånden en vis nihilisme.
Jeg kan huske, at ved den tid, da jeg boede i København, i 1980erne, lærte jeg Klaus Høeck at kende. Det fascinerede mig, at han havde læst Steinn Steinarr og uopfordret nævnte ham over for mig. Om Steinn Steinarr sagde Klaus Høeck, at han ramte eksistensen lige på hovedet. 
Det er der en stor sandhed i, og det er, hvad god poesi drejer sig om, at ramme eksistensen, at sætte ord på de dimensioner af tilværelsen, som ikke kan formuleres på andre måder end i et digt. Det er lige præcis Steinn Steinarr. Hans bedste digte sprænger alle former af sig.
Steinn Steinarr svævede over vandene i min ungdom. Mange kunne ham udenad, han var på en vis måde outsidernes digter, og der fandtes mennesker, som ikke havde anden jordisk ejendom end Steinn Steinarrs samlede digte. Han udsendte i alt seks digtsamlinger, begyndte sin karriere som stærkt venstreorienteret, som socialist, men sluttede i poetisk modernisme og spænder over den store skala, som befinder sig derimellem. Han var inkarneret boheme, kendt for at sidde på cafeer, hovedsagelig én, og han drak og svirede.
Når jeg siger, at Steinn Steinarr udgav seks digtsamlinger, beskriver det samtidig mit problem med at nævne fem bøger. Jeg har for vane at gøre de opgaver, jeg tager på mig, komplicerede, særligt de opgaver, som virker temmelig enkle. At nævne fem bøger, som har haft betydning for mig. Det spørgsmål har jeg svaret på før, mere end én gang endda. Men denne gang forholder det sig sådan, at jeg kommer til kort, tungen sætter sig på tværs, og jeg fyldes af tvivl, for ikke at sige skepsis. Ikke desto mindre har jeg tænkt over sagen længe, faktisk i flere år eller lige siden en repræsentant for Bogrummet opfordrede mig til at nævne fem bøger.
Jeg giver mig til at tænke over, hvilke bøger der har haft stor betydning eller været altafgørende for mig, og lige så snart jeg i tankerne har stillet fem bestemte op på række, falder der mig fem andre ind, og sådan fortsætter det videre. Når det kommer til stykket, er der mange mange flere, og de knytter sig til bestemte tidsrum. Det som havde kolossal betydning for mig, da jeg var ung, står måske ikke lige så højt på popularitetsskalaen som dengang, eller den pågældende bog kan tilmed være vendt tilbage. Det kunne være interessant at tænke igennem ved en anden lejlighed.
Jeg læste forskellige børne- og ungdomsbøger, inden jeg blev femten. Mange af dem var gode, men ingen af dem blev deciderede yndlingsbøger. Oliver Twist var den første bog, jeg købte til mig selv. Den første samlede udgave, jeg havde, var Zorro-bøgerne, eller var det Bob Moran? Disse bøger husker jeg udmærket, smukt indbundne med farvestrålende omslag, og udgivet på det samme forlag.
Dengang var der boghandlere i alle byens kvarterer. De er totalt forsvundet nu. Og midtbyen var fuld af antikvariater. Nu er der et eller to tilbage i hele hovedstaden. Trangen til at eje Oliver Twist kom sig af, at der blev lavet et radiospil over bogen, og med det voksede en trang til at læse hele bogen. Jeg tror nu for resten, at den islandske udgave var en forkortet version. Jeg spekulerede ikke over, hvad der manglede i bogen, og jeg tænkte heller ikke over, om Charles Dickens var en specielt betydelig forfatter. Ikke dengang.
Men lad mig nævne noget andet og hoppe over i ungdomsårene, da man var ung og ledte efter sandheden. En af mine kammerater og jeg havnede i en venstreorienteret organisation, så langt til venstre man overhovedet kunne være, den havde oprindelig været ungdomsorganisationen til Socialistpartiet, arvtageren til Kommunistpartiet, som blev nedlagt 1938. Nu hed organisationen Fylkingin (Fronten) og plaskede rundt i anarkistiske strømninger og manifestationer, i anarki og aktion, i forlængelse af 68-oprøret og hele 60‘ernes atmosfære, kampen mod det amerikanske militærs tilstedeværelse i landet og imod imperialismen, for fred og kærlighed.
Denne organisation tiltrak unge mennesker, sugede dem ligefrem til sig, men den rummede også kunstneriske outsidere, avantgardekunstnere og højtravende forskere, foruden venstredrejede folk fra fagbevægelsen. I de år fulgtes litteraturen og venstrefløjen ad, man mente, at venstrefløjen ejede kulturen og det hele. Det hang i øvrigt også sammen med internationale forhold, kampen mod Vietnam-krigen og den amerikanske base i Keflavík. Nogle venstreorienterede tog derud med løbesedler til soldaterne og besatte ved en enkelt lejlighed basens tv-station.
I disse år kunne ordenes påvirkningskraft føles overalt. Den mærkedes i budskaber fra skæggede profeter, den flød med guitarklimpren over sekternes blafrende stearinlys, i friluftsmødernes taler og fortællekunsten hos de bohemer, som strømmede til Frontens hus og havde glade dage dér. Jeg fik en ældre ven, som var trotskist og portner i hovedkvarteret for vores venstreorienterede organisation. Han læste Trotskijs biografi af Isaac Deutscher, tre tommetykke bind.
Andetsteds har jeg beskrevet den følelse, jeg havde, da jeg var ung og digtekunsten begyndte at hjemsøge mig. Jeg var med andre ord i færd med at opdage rusmidlet ord. På den måde var det, at digtekunsten kom til mig, lidt ligesom et rusmiddel. Jeg mærkede, hvordan ordene stillede sig på række, og hvordan påvirkningskraften lå i måden, de var arrangeret på. Jeg mærkede rusen i Thomas Manns klare, lyriske Tonio Kröger, i den rå, men poetiske realisme i Halldor Laxness‘ Salka Valka og i bogen Brev til Laura af Þórbergur Þórðarson. Þórbergur var kommunist, men også under indflydelse af indisk visdom, og troede på spøgelser og alle mulige mystiske ting, kunne ligefrem titulere sig monsterolog.
Men det var ikke mindst digtene, som ledte mig på sporet. Jeg kan huske, at min vej en aften faldt forbi byens hovedbibliotek i Thingholtsstræde, en bygning, som lignede et fornemt overklassehjem. Jeg søgte efter venstreorienteret læsestof, ord, der rev verden op med rode og fæstnede sjælens kaos på papir. Jeg fandt bøger af alle mulige slags, men manglede kun én ting, en digtsamling fra bibliotekets lyrikafdeling, et eller andet rigtig venstreorienteret om borgerskabets forkvaklethed.
Derfor står jeg foran bogreolerne og spejder efter titler. Jeg er opmærksom på bibliotekets ekkoer, med skuffer der åbnes og lukkes, og fodtrinnene og loftslamperne, men svæver rundt i en trance og mærker det længe efter, som om en usynlig hånd har ført mig, da jeg står med Hænder og ord, en digtsamling af Sigfús Daðason, i hånden og ser de første linjer: Livets skat bliver ikke endeligt realiseret i det sidste suk.
Livets skat bliver ikke endeligt realiseret i det sidste suk
eller i ynglingens selvmordslyksalighed
eller i den hvide og sorte hudfarves enstemmige erfaring.
Den afsløres ikke endeligt i det øjeblik da
stormen erklæres for begyndt
og ikke ved en opnået sejr
eller et længselsfuldt ventet nederlag.
Den glitrer hverken i morderens beslutning
Eller i menneskevennens opstandelse.
Tilværelsen lader sig ikke måle på vorherres målestok
på stjernernes målestok
på evighedens målestok.
Dit liv står over for døden
men ikke i skyggen af døden.
Jeg fandt lige med ét digte som ikke talte til mig, men med mig. Og det skønt jeg ikke er sikker på, at jeg forstod Sigfús Daðasons digte bedre end diverse andre tekster, hvis koder jeg forsøgte på at knække, og det drejer sig da heller ikke om at forstå, når den indre verden og den ydre erfaring slår pjalterne sammen.
Det er på denne måde, Sigfús‘ digte stadig rammer mig i dag, i deres oprindelige form, i stadig forandring, men samtidig faste, i modsætning til så meget, som bjergtager én for en tid, men så mister sin aura under stadigt skiftende synsvinklers mikroskop. Senere gik jeg til timer hos Sigfús Daðason på universitetet om den moderne lyriks oprindelse, om den franske symbolisme og om Shakespeares dramatik. Det morede ham at høre på os, der var yngre, når vi skvaldrede løs, han nød vores uansvarlige meninger og ucensurerede tanker.
Da jeg begav mig på vandring ude på vejene, havde jeg hans digte med, besøgte mange steder og fortalte om dem, som var de en helligdom. Sigfús Daðason var også en vigtig lyrikoversætter, ikke mindst fra fransk, oversatte blandt andre Paul Éluard. Sigfús var født 1928 og var purung, da han udsendte sin første digtsamling, Digte 1947-1951. Den næste samling, Hænder og ord, udkom 1958, og derefter gik der tyve år inden den tredje. Mange af den generation, modernistgenerationen, som i Island kaldtes atomdigterne, gik sindigt til værks med udgivelsen af deres bøger. Der gik tit lang tid imellem dem.
1971 døde Ásta Sigurðardóttir. Ásta var født i 1930 og således lige omkring de fyrre, da hun døde. Ásta publicerede noveller i tidsskrifter med egne illustrationer. Hun efterlod sig en novellesamling og nogle spredte digte. Nu står hendes noveller foran udgivelse både på engelsk og dansk og sandsynligvis andre sprog. Ásta var boheme, hun tiltrak sig opmærksomhed i bylivet og udfordrede den herskende moral og døde af alkoholisme. Det mener jeg at kunne fastslå, uden at der deri ligger nogen dom eller nogen nedsættende vurdering.
Hendes noveller skildrer en enestående erfaring. I dem ses verden af den kvinde, som står udenfor. Hun har mistet sine børn og kæmper i den forbindelse med ubærlige tanker. Novellen Fra søndag aften til mandag morgen beskriver en forsvarsløs kvinde i nattelivet, hun bliver voldtaget af en mand, som hun tror har tænkt sig at redde hende. Historien vakte i
sin tid voldsom skandale, og mange forsøgte at gætte, hvem voldtægtsmanden var, eller forlangte at få det at vide, så alle gode borgere ikke kom under mistanke. Det var sådan han blev beskrevet, som en agtværdig borger, og jeg-fortæller og hovedperson hed Ásta.
En anden novelle hedder I hvilken vogn og beskriver desperationen hos en kvinde, der har givet et barn fra sig og forsøger på at finde det igen i barnevognene, hvilket samtidig beskriver samfundet gennem deres model og udseende. Ástas historier er fulde af smerte, poesi og regnvejr. De er blevet anset for de første modernistiske noveller i Island. Ásta Sigurðardóttir har altid appelleret til outsidernerven hos islændinge, ligesom Steinn Steinarr. Sigfús Daðason er derimod af en helt anden skole, den tænksomme og filosofiske, men Sigfús var også en fremragende essayist, skrev med digterisk refleksion og kolossalt overblik om poesi og samfundsspørgsmål, redigerede et tidsskrift, hvor han banede vej for strømninger knyttet til det nye venstre, new left. Et af hans berømteste essays hedder Til digtekunstens forsvar, og heri henviser han tit til Fragmenter af en Dagbog af Paul la Cour.
Da jeg flyttede til København i foråret 1979, var Vita Andersens navn på alles læber, og hendes bog Tryghedsnarkomaner endte med at blive solgt i over 100.000 eksemplarer. Tryghedsnarkomaner er en fremragende bog, en helt særlig oplevelse, og bevarer sin styrke: hvorfor står jeg her og ser på det hus hvor din lejlighed ligger. Digtene førte én ind i storbyens snævre stræder, hvor fortvivlelsen boede, og artikulerede denne fortvivlelse på en dyb og poetisk, men samtidig smertefuld måde.
Tryghedsnarkomaner rummer en eller anden inderlighed og dybde, som det et svært at definere, men vidunderligt at opleve, altså poesi, som rammer eksistensen lige på hovedet, rammer eksistensen, men i kølvandet på den sejlede en bølge af bekendelsesbøger, som for manges vedkommende lignede hendes alt for meget og ikke altid forekom at være stor digtekunst. Man talte om klichésprog og om digte, der skrev sig selv og var nemme at efterligne.
Det var disse bøger, Poul Borum kaldte
grædekonelitteratur, en betegnelse, som omfattede både digte og romaner, undertiden kaldet bekendelsesromaner eller bekendelseslitteratur, en form for litteratur, som igen er blevet populær i de seneste år, selv om tiden er en anden, eller måske netop fordi tiden er en anden. Nu bliver mange rost for det, som problemromanerne blev kritiseret for, hvilket måske viser, at det ikke er stoffet, der definerer litteraturen, men tidsånden og friheden.
Poul Borum talte om en ny type underholdningsromaner, såkaldte problemromaner eller som nævnt grædekonelitteratur, sædvanligvis skrevet i en socialt pædagogiserende stil, men tilføjede, at selv dér kunne man godt finde kunstværker, for litteraturens kvalitet afhænger ikke af, hvordan man betegner de strømninger, som den skrives i. Bøger er gode, hvis de er gode, lidt ligesom kaffe. Kaffen er god, når den er god.
Michael Strunge udtrykte det sådan, at der i lyrikken var en masse klynkeri. Vita Andersen var for ham at se glimrende, men hun havde fremkaldt en hel hær af jammerkommoder. Alle skrev om, hvor svært det var at være enlig mor eller enlig far eller at være bøsse eller ikke være bøsse. Selv vil han hæve sig over klynkeriet og være en slags forbindelsesled mellem mennesker.
Sådan sagde Michael Strunge, det var opfattelsen hos den nye generation, den nye tid. Det var også min tid, og mit opgør, selv om vi, der kom fra Island, havde andre spøgelser at bakse med end vores danske kammerater og kom fra en anden historie og en anden tradition, omend dansk og islandsk litteratur på mange måder har fulgt parallelle baner.
Ifølge Michael Strunge måtte mennesker gerne være følsomme, men følsomheden måtte ikke tage overhånd i forhold til litteraturen. Af samme grund kunne det at have det elendigt ikke være den eneste basis for et digterværk. Digtekunsten skulle med andre ord ikke være som briks henne hos en psykiater, hvor forfatterne brokkede sig og jamrede i eget navn eller på andres vegne. Den skulle heller ikke være en prædikestol, hvor digterne fremførte deres synspunkter, selv om der selvfølgelig altid er en stillingtagen i, hvad folk siger og ikke siger.
Jeg nævnte Salka Valka, som havde kolossal indflydelse på mig, og som jeg har læst mange gange siden. Til at begynde med tænkte jeg kun på indholdet, den samfundsmæssige virkelighed, men senere har jeg i den bog fundet et utal af fortællekunstens dimensioner, stilkneb, humor og alvor. Ind i den roman flettede Halldor Laxness alle mulige moderne stilistiske teknikker, som han havde brugt uhæmmet i romanen forinden, Den store væver fra Kashmir, som ansås for et pionerværk i islandsk litteratur og fik litterater til at råbe hurra og sige Omsider, omsider. De samme litterater rynkede på næsen ad Salka Valka, selv om den var en lige så stor revolution, måske tilmed større, bortset fra, at revolutionen her hævede sig op over stilknebene og blev omhyggeligt flettet sammen med den sociale virkelighed. Med andre ord: Fornyelsen gik ind i fortælletraditionen og var samtidig med til at forandre den.
Jeg ville også gerne have nævnt to digtantologier. Den ene hedder Moderne udenlandske digte og den anden Nordiske digte. De udenlandske digte udkommer 1958 og de nordiske 1972. Den førstnævnte svarer i et vist omfang til Glemmebogen, med Ivan Malinowskis oversættelser. Nordiske digte rummer på sin side tekster af danske, svenske, norske og finske lyrikere. Blandt de danske poeter i Nordiske digte Ole Sarvig, Erik Knudsen, Thorkild Bjørnvig, Frank Jæger, Ivan Malinowski, Klaus Rifbjerg, Benny Andersen og Inger Christensen. Bogen er oversat af poeten Hannes Sigfússon. Hvad angår bogen med de udenlandske digte, var den oversat af ham, men også af Sigfús Daðason og mange andre. Heri står der tekster af Bertolt Brecht, Paul Éluard, Hermann Hesse, Harry Martinson og mange flere endnu. Når jeg nævner disse bøger, er det, fordi de var så vigtige for os, som søgte ind i digtekunsten, og forsynede os med værktøjer til at søge videre og finde mere. På denne måde kunne påvirkningerne komme alle vegne fra og samle sig i den smeltedigel, som vi befandt os i.
Oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen. Digtene af Steinn Steinarr og Sigfús Daðason er oversat af henholdsvis Poul P.M. Pedersen (Rejse uden Løfte. Digte i Udvalg, 1964) og Erik Skyum-Nielsen.
Einar Már Gudmundsson (f.1954) født og bosat i Island.
I 1995 modtog han Nordisk Råds Litteraturpris for “Universets engle”. “Ridderne af den runde trappe”, “Vingeslag i tagrenden” og “Regndråbernes epilog” er udgivet samlet som “Reykjavik-triologien”.
Anmeldelser af forfatterens værker på bogrummet
Forfatterwebs portræt af Einar Már Gudmundsson
