Yeahsuiten af Theis Ørntoft

Den unge digter Theis Ørntoft brød for alvor igennem den litterære lydmur med sin digtsamling ”Digte 2014”, men Ørntoft havde allerede forinden skrevet en anden digtsamling, nemlig ”Yeahsuiten”, der ligeledes har høstet pæne anmeldelser i flere medier.

Bogrummet bliver så det medie, hvor ”Yeahsuiten” får en lunken anmeldelse af undertegnede anmelder, så kan vi altid føre os en diskussion om, hvorvidt jeg er dårlig til at læse digte, om jeg er for gammel til at forstå unge, mandlige digteres skriverier – eller om digtsamlingen rent faktisk er un peu overvurderet.

Digtene handler om dystre emner som verdens undergang, eller rettere om et samfund, der ikke har nogen fremtid.

Ørntoft skriver om samfundsstrukturer, han ikke længere tror på (som uddannelse og at skabe sin egen familie), men der er trods alt også en vis optimisme at spore i nogle af digtene, så samlingen dermed ikke kommer til at fremstå aldeles sort og deprimerende.

Digtene i ”Yeahsuiten” virkede ikke solide eller overbevisende på denne anmelder, hvilket måske skyldes at jeg ikke kan følge, hvad det er forfatteren vil sige med denne digtsamling. Er det ren samfundskritik som forfatteren føler, han skal ud med? Hvis digtene er samfundskritik, så går det ud over min fatteevne som læser, hvorfor der på enkelte sider kun står et enkelt ord: ”Yeah” – jeg forstår ganske enkelt ikke meningen med at smide ordet ”Yeah” ind på en enkelt side, og lade det stå som en selvstændig tekst. Men det kan jo være mig, der er gammel og træt og ikke rigtig er med på beatet mere.

Jeg kan desværre kun give ”Yeahsuiten” to små stjerner. Jeg fandt ikke digtene særligt velskrevne, og mens jeg læste digtene, kedede jeg mig faktisk bravt det meste af tiden. Når jeg så oven i købet havde besværligheder med at se forfatterens pointer, giver det selvsagt en lunken anmeldelse herfra.

Lån bogen på bibliotek.dk