Tak for turen af Klaus Rifbjerg

Det er ikke let at være morsom. Rifbjerg prøver virkelig, guderne skal vide, han prøver. Sjældent har man oplevet en så indædt kamp for at få sin læser til at grine som her i “Tak for turen” fra 1975.

Drengene i 1.g-klassen, der skal på skitur til Sverige, hedder sjove ting som Timmer, Gummer, Bonke og Miden. Deres lærere hedder Aben og Gedden. De siger “din snåskåndssvage salatagurk” til hinanden. Matematiklæreren gnækker: “Bliækriiniing aflivieres i miorgen af diem, dier miangler!” De prutter, bander som sømænd og slår med deres klodsede ski huerne af hinanden i ét væk. En svensk by hedder sågar Mirmelstad.

Ej, hvor han kæmper, Rifbjerg. Desværre lykkes det ikke. Slet-slet ikke. “Tak for turen” forbliver følgelig en længst glemt bagatel, som man mumler tak for, fordi den er så prisværdigt kort, som bøger havde lov til at være dengang i 70’erne.

Stakkels Rif. Han var oppe mod en Leif Panduro, som bare VAR sjov. Helt uanstrengt kunne Panduro spidde et helt lands dårskaber i en halv, lårklaskende bisætning. For Rifbjerg, derimod, gælder åbenbart det samme princip, som må ligge til grund for hele hans kolossale produktion: Jo mere vi dynger på, jo bedre bliver det nok.

Historien er ikke særligt sammenhængende; den består snarere af en række sørgmuntre episoder, der løseligt er stykket sammen. Året er 1947, krigen ligger blot et par år tilbage, og knapheden på alt er udtalt. Rifbjerg formår med enkle midler at fremmane billedet af nogle opløbne knægte, der får mundvand af både et stykke pebermynteknasende tyggegummi og synet af en pige i nylonstrømper. En scene, hvor Timmer nydelsesfuldt gnider kinden mod det rene, velduftende sengetøj i en svensk sovevognskupé, er godt set.

Bogen skal læses for de velskabte stemningsbilleder fra efterkrigstidens Danmark. Til den anstrengte humor, det hakkende forløb og den ekstremt afsnuppede afslutning er kun at sige “tak for kaffe”.

Lån bogen på bibliotek.dk