Steen & Stoffer 3: Lapmarkens helte af Bill Watterson

Steen sidder med ryggen til ved sit skrivebord og arbejder med en blyant. Stoffer entrerer: “Hvad laver du?” Steen: “Forfalsker penge”. Kan man næsten bygge en vits bedre op, end med denne allerede uventede indledende drejning? Hvem havde forestillet sig et så overraskende svar? Samtidig er det dybt logisk, og skam over den læser (undertegnede) der troede at Steen tegnede eller endnu værre; lavede lektier!!!

Stoffer er stadig fornuften, mens Steen er drengen med det oppustede filosofiske ordforråd. Når han er sammen med andre mennesker, og Stoffer for alle andre blot er et ubevægeligt tøjdyr, besidder Steen netop begges personligheder. Han er som en fusionsbombe.

Det er umådeligt svært at sige om der sker en udvikling med serien på et fortællemæssigt niveau, men sikkert er det at Steen leverer flere dybe filosofiske brandere hvor Watterson med magisk præcision indkredser sin maniske hovedperson. Stoffer er fornuften, mens veninden (eller mest fjenden) Suzi er Wattersons metaanalyserende stemme der afslører Steen.

Et fremragende eksempel: Steen får bank af Kurt, klassens bøf og konstatere liggende at “folk der har et nostalgisk forhol til barndommen, har tydeligvis aldrig været børn”. Og i samme handlingsforløb forsøger Suzi at forstå Steen men opgiver, for “at snakke med dig er en slags verbal ækvivalent til en ud-af-kroppen-oplevelse”.

Da Stoffer får bundet Steen bundet sig selv til en stol, så selv far ikke kan få ham fri, overskrides barrieren egentlig mellem Steens verden, hvor Stoffer er levende, og fars hvor Stoffer bare er et tøjdyr. For hvem har bundet Steen fast? Selv far er i sin vrede reelt klar over at nu har Steens relative virkelighed overskredet en barriere og udfyldt hele seriens univers.

Der er sagt meget om serien i tidens løb. I mine øjne er det både fortællemæssigt og rent grafisk verdens mest originale og flotteste avisstribe.

Lån tegneserien på biblioteket