Snitten & Kis: Frygt og bæven og en mand på strømpesokker af Hella Joof

Hella Joof debuterer som børnebogsforfatter med historien om Snitten og Kis med undertitlen “Frygt og bæven og en mand på strømpesokker.” Man ved jo nogenlunde, hvad man har i udsigt, når Joofs navn nævnes: rablende vanvittige påfund som står side om side med alvorlige emner, som vendes uden berøringsangst eller andet fnidder fnadder.
Dette karakteristika ved Joof skinner også igennem i denne historie om Snitten og Kis. Snitten er en purk, som bor med sin mor, Kis. Historien starter ud med et gigantisk vredesudbrud hos Snitten. Han har brækket armlænet af en stol og revet en avis i små bitte stumper. Kis prøver som altid at se tingene fra den positive side: “God idé, Snitten, lad os lave papmachedyr!” Snitten raser endnu værre og siger at han aldrig nogensinde vil se Kis igen i miles omkreds!
Derfra udfoldes historien om hvorfor Snitten dog er blevet så oprørt. Således hører vi om et telefonopkald, som tog Kis væk fra Snitten en kort stund, og som trickede hele Snittens angst for eksistentielt at gå til grunde. For Snitten er nemlig oprindeligt adopteret og har derfor tidligt i livet prøvet at blive forladt. Og så kan et telefonopkald fra en ellers hyggelig og rar mand føles uoverskueligt faretruende.

“En bog fortalt for børn og deres voksne,” står der på forsiden. Joof hjælper forståelsen og refleksionen i gang. Hun henvender sig nemlig løbende til læseren og svinger med på eller påvirker læserens tanker om det, som foregår.

Litteratur kan netop spille en vigtig rolle i forhold til at forstå og tale om små og store ting i livet. Det kender mange forældre, som læser godnathistorier for sine børn, til. Pludselig efter nogle siders nærværende læsning er der åbnet for posen med hvad børnene går og er optaget af både sjove og triste ting. Jeg forestiller mig, at det er flere af sådanne dialoger mellem børn og voksne, som Joof med sin bog ønsker at sætte i gang. Jeg bliver trist af den nærværende oplæsers rolle dermed bliver en smule frataget. I min ideelle verden burde det være højtlæseren, som sammen med barnet får fortællingen til at give mening. Ikke at der er nogen stor skade sket, for historien om Snit og Kissen ér ret fantastisk og hylemorsom.

Indimellem kammer fortællingen over i forhold til hvad jeg forestiller mig at børn reelt kan forholde sig til og forstå. Her spiller Joofs vanvittige univers ind som mulig forvirringskatalysator. Det gode ved børn er, at de er ret lige til: Står de af, kigger de bare ud af vinduet eller falder i søvn. Eller også bruger de deres fantasi til at fylde det gab ud mellem det, som er forståeligt for dem, og det som endnu ikke er, og får på den måde udviklet hele deres forståelse af hvordan verden om muligt hænger sammen.

Alt i alt en skrupskør historie om noget af det gravalvorligste i verden: frygten for at blive forladt. Dertil må nævnes de utilgiveligt smukke illustrationer begået af Cato Thau-Jensen, som gør det en fryd for øjet at åbne bogen.

Lån bogen på bibliotek.dk