Poesi og andre former for trods af Adda Djørup
150
2015
978-87-638-3710-1
En revolver på en sart lyserød baggrund. Bare omslaget på Adda Djørup nyeste bog vidner om, at der venter os noget absurd. At noget galskab lurer lige under overfladen.
Med sin novellesamling ‘Poesi og Andre Former for Trods’ præsenterer Adda Djørup os for menneskers trodsighed i forskellige afskygninger gennem 15 noveller:
Det kan være konen, der alligevel bliver forført af sin psykose, selvom hun og manden har købt et sommerhus i fredelige omgivelser, der umiddelbart hjælper på det hele.
Eller det kan være en fraskilt mand, som får mulighed for at tjene en ordentlig bunke penge ved at smugle kokain over grænsen. Med pengene fantaserer han om at gøre noget mere for sin datter og imponere sin ekskone, men alligevel holder han ind på en golfbane i Tyskland, drysser “sneen” ud i lastrummet med 240 slagtesvin for derefter at slippe dem løs, kravle op på lastbilens tag og af hele hjertet føle sig fri.
Adda Djørup har selv fortalt, at hendes litterære greb i denne bog er trodsen, som titlen også fortæller. Jeg kunne, da jeg læste novellerne, ikke lade være med at tænke på, om disse personer faktisk slet ikke havde været trodsige nok i deres liv. Om de i en eller anden forstand og af forskellige grunde er blevet så jegsvage, at trods faktisk ikke længere er nok for dem. I stedet er de nødt til at lave en pagt med galskaben! Så det, hovedpersonerne ender med at gøre eller opleve, er rablende vanvittigt – altså noget meget mere end trods. På den måde åbner Adda Djørup op for selve fænomenet trods. Hvad det er, hvordan det kan vise sig og hvad det kommer af. En dybere undersøgelse bliver det dog ikke til – desværre.
Til at åbne og lukke bogen giver Djørup os to vidt forskellige digte. Det første, ‘Spidskål, asparges’ er nærmest latterligt og på den måde en god introduktion til det menneskelige galimatias, som venter læseren. Det afsluttende digt, ‘Søvnløs’, har stadig komiske elementer, men er nærmest eftertænksomt, forløsende – ja, smukt.
I sin novellesamling balancerer Djørup mellem det foruroligt normale og det absurd meningsløse. Og det prikker en smule til spørgsmålet og tvivlen i os alle: Kan jeg blive gal? Er der galskab i mig? Vil den vise sig? Hvordan? Hvornår? Jeg husker selv, at jeg en nat vågnede op fra et mareridt, som uden tvivl kommer af, at jeg læste en af novellerne som godnatlæsning. Det tog mig af en eller anden grund flere uger at samle bogen op igen og komme videre med den. Måske læsningen havde fået mig i kontakt med noget galskab, jeg absolut måtte forsage?
Det er en smagssag, om man synes om det absurde som bevidst og meget tydeligt greb, som Adda Djørup bruger det i ‘Poesi og andre former for trods’. Personligt ville jeg have foretrukket en mere underspillet absurditet. En dybere udfoldelse af emnet “trods” ville jeg også synes var interessant – men måske mindre passende til novelleformatet.
