Op til overfladen af Margaret Atwood

“Jeg kan ikke fatte jeg igen befinder mig på denne vej, der snor sig af sted forbi søen hvor de hvide birke er ved at dø, sygdommen breder sig op sydfra, og jeg lægger mærke til at de nu lejer vandflyvere ud.”

Bogens første sætning er en god indikator for, hvordan resten af fortællingen vil udfolde sig. Således er bogen “Op til overfladen” skrevet i et malende poetisk sprog, som Margaret Atwood håndterer til fuldkommenhed. Handlingen skrider frem som gennem et lagt digt; stille, langsomt og organisk, som et frø, der spirrer, vokser sig stort og igen nedbrydes.

Sproget er dog, som man nok kan forestille sig, langt fra nok til at bære en hel historie. Det er i hvert fald tilfældet med denne. Hovedpersonen er en ung kvinde for hvem flere ting er gået skævt i livet og følelserne bliver mere og mere amputerede. I forsøget på at vende tilbage til en “normaltilstand” dykker hun helt ind i sig selv og skruer tiden tilbage til en urtilstand, hvor det blandt andet synes bydende nødvendigt for hende at gro pels.

Handlingen trækkes pinagtigt i langdrag. Det halve antal sider kunne have beskrevet problemstillingen lige godt. Derudover er de tematikker, Atwood slår an, forældede og har ikke længere interesse for det enogtyvende århundreds læser.

Lån bogen på biblioteket