Jeg finder dig af Pernilla Ericson

Pernilla Ericson er igen på banen med “Erlagruppen”, som vi først lærte at kende i debutromanen “Sporene vi efterlader os”. Gruppen er lige så usandsynlig og utroværdig som den var i forgængeren, men denne gang var jeg forberedt. Jeg vidste at Ericson skriver underholdende spændingsromaner med et tempo der kan få selv en amerikansk actionfilm til at miste pusten, og her skuffer “Jeg finder dig” ikke.

En forræder i politiet. Vidner, der bliver truet, og en lejemorder der ikke er til at stoppe. Erlagruppens “fikser”, Rickard Falke, er i livsfare. Han sidder inde med oplysninger, der kan fælde den kriminelle underverdens mest magtfulde mand, og uret tikker mod en kommende retssag. En lejemorder får til opgave at gøre Rickard tavs, godt hjulpet på vej af en forræder i politistyrken. Erlagruppen gendannes og med politibetjent Liv Kaspi i spidsen, jagter de lejemorderen. Liv er tvunget til at bruge al sin styrke og dygtighed for at overleve – og redde dem hun elsker allermest.

Af forfatterens tak sidst i bogen fremgår det, at hun har gjort en del research forud for bogen. Der er ikke mange hun ikke har talt med for at få alle mulige detaljer på plads, og det fungerer rigtig godt, uden at blive for meget. Ericson doserer sin nyerhvervede viden i forhold til historien, og jeg får aldrig faktaforstoppelse, fordi det hele bare skal med.

Persongalleriet er skåret rimeligt skarpt, og især de to hovedpersoner, Liv Kaspi og Richard Falke, er tegnet tydeligt. De øvrige medvirkende optegnes i forhold til den rolle de spiller i bogen. Sprogligt er “Jeg finder dig” ikke litteraturprismateriale, men det fungerer fint i forhold til genren.

Som i forgængeren er også slutningen i “Jeg finder dig” for meget. Som i alt, alt for meget. Det hele ender i et actionbrag i stil med en gangsterfilm fra 20’ernes Chicago, for til sidst at slutte alt for langt ude. Med slutningen slipper forfatteren selvfølgelig for at binde en masse knuder og lade historien få en sammenhængende afslutning. Det var lidt som om at bogen bare skulle være færdig, og at det kun kunne gå for langsomt.

Men trods disse kritikpunkter, var jeg også denne gang godt underholdt. Ikke helt så godt som jeg var med “Sporene vi efterlader os”, men godt nok.

Lån bogen på Bibliotek.dk