I kan da også bare skrive om stjernerne af Signe Gjessing

”Universets første tanke om valmuerne var: Det går aldrig.” (s. 12)

Jeg har længe ønsket at stifte bekendtskab med Signe Gjessings anmelderroste, poetisk univers. Efter at have læst denne udgivelse, er jeg både berørt, desorienteret og en smule rundtosset.

Fysisk er bogen et tyndt hæfte med lyserødt cover og forsidefoto af Jens Hvass: en blå husfacade overgroet med roser; næsten som et væld af små stjerner. Indholdet består af digte og prosa; i alt kun 38 sider. Samtidig får vi intet mindre end hele universet som betydningsmættet, metaforisk ramme, og man kan roligt sige, at læseren hvirvles rundt mellem himmel og jord.

Første del er et prosastykke i flere dele med overskriften ”Et epileptisk anfald” og undertitlen ”En Marialegende”. Fra starten er det tydeligt, at vidt forskellige planer brydes, f.eks. i en sætning som denne: ”Hendes knogler har stadig en tandbørste til at stå hos stjernerne…” Det nære og jordiske forenes på overraskende vis med det universelle.

Teksten er inddelt efter faserne i et epileptisk anfald med både optakt, anfald, opvågnen mv. Handlingen har dog ikke på det konkrete plan med epilepsi at gøre – i stedet hører vi om Maria og Universet. Der er referencer både til Bibelen (Lukas- og Johannesevangeliet) og til katolsk mysticisme (”Det strålende mørke”). Handlingsplaner, der ikke umiddelbart er beslægtede, krydser hinanden i grænsesprængende metaforiske finurligheder som denne:

”Maria foreslår, at universet jo kan gå på biblioteket og låne stjerner, men på biblioteket bliver universet genkendt som universet.” (s.11)

Teksten ”De svømmende” er et kort prosastykke om personerne Tue, Siv, Alexander og Florian. Det er en drømmeagtig fortælling om at være i havet (livet?) med en undren over hvordan: Er det et sted, hvor man svømmer, overlever eller holder fest? Teksten skiller sig ud fra de andre og virker lidt som noget, underbevidstheden kunne producere i en drøm.

Sidst i bogen er der under overskrifterne ”Eden”, ”Svanesøen” og ”I kan da også bare skrive om stjernerne” samlet en række poetiske fragtmenter i digtkredse, som bevæger sig i et billedsprog, der minder om Marialegendens. F.eks. denne smukke kærlighedsstrofe fra ”Svanesøen”: ”Min krop er verdensaltets glas, du lister dit hjerte ned i – som et drømmemiddel, der skal få altet til at drømme om endnu flere stjerner, stjerner, stjerner, stjerner!” (s.31)

Om man vil kalde Signe Gjessings poesi humoristisk, fjollet, opfindsom, bevidsthedsudvidende eller smuk, må være op til den enkelte – det hele er for mig at se passende. Samtidig kan det være anstrengende læsning. Bevidstheden er til ”sommerfuglekonference”, sagt med en metafor fra teksten. Der er store temaer på færde, som kærlighed, sårbarhed, skønhed – og skaberværkets forhold til det evige og guddommelige. Og vi får ikke hold på noget af det.

Når jeg læser digte, plejer jeg uvilkårligt at lede efter veje ind i det poetiske univers – men i Stine Gjessings tilfælde er der næsten for mange veje og betydningsmuligheder. Det kan ses som en kvalitet – og man kan lade sig berøre af sproget og billederne – men det kan også frustrere, at forsøget på at etablere rationelle sammenhænge går tabt. Sådan er livet, vil nogle måske sige – det skal opleves, ikke udlægges.

At forsøge på at tolke Gjessings digte er som at stå med håndfulde af sandkorn, der løber ud mellem fingrene. Samtidig føler jeg mig underligt bekræftet i fornemmelsen af, at alting i denne verden hænger sammen.

Signe Gjessing er en prisbelønnet og oversat dansk digter, født 1992.

lån bogen på biblioteket