Av, min guldtand af Leif Panduro

“Matsen var tapetserermester, en dygtig håndværker, der ikke gerne sagde noget, han ikke var sikker på. Og da vi mennesker i grunden ikke kan være sikre på ret meget, var der folk der mente, at han var døvstum.”

Så er tonen slået an i navnkundige Leif Panduros debut fra 1957, “Av, min guldtand”. Og tonen er klokkeren – den er lun, den er hyggelig, den er ærkedansk. Og måske en anelse tandløs her et halvt århundred efter.

Det er sjovt at sammenligne Panduros svendestykke med Klaus Rifbjergs debut, “Den kroniske uskyld”, der udkom året efter. Op gennem 60’erne og 70’erne blev Panduro og Rifbjerg de helt store stjerner på det danske litteraturfirmament. Begge er let venstresnoede, begge udfordrer borgermusikken, begge hører til blandt forfatternes lettere garde.

Men hvor den otte år yngre Rifbjerg kæmper som en rasende med sprog og holdninger, indsparker nye selvopfundne gloser og bander fælt ad sine mange selverklærede fjender – ja, så danser Panduro ubesværet og ubekymret derudaf i en nærmest tidløs stil og med et kolossalt klassisk ordforråd. Ingen skriver en mere formfuldendt og appetitvækkende prosa end Panduro, ingen jorder de fisefornemme med større finesse. Som forfatter og menneske virker han helstøbt allerede i sin debut, hvor Rifbjerg tydeligvis har en masse indre og ydre dæmoner at slås med. Til gengæld har Rifbjerg mere på hjerte og mere på spil.

“Av, min guldtand” er en samling små historier om den godmodige tandlæge Danielsen, hans unavngivne kone (‘hun’) og hans to børn, den store og den lille. De bor i en lille sønderjysk købstad à la Matadors Korsbæk, hvor alle kender alle, og hvor man hygger sig sammen og smådriller hinanden i den bedste mening. Der tylles en del kælderkolde på den lokale, mens der filosoferes over stort og (især) småt.

Et kapitel handler om dengang, da onkel Hannibal kom på besøg og drak Danielsen og frue på pelsen, så de blev helt tovlige, dansede på bordene og skød med luftgevær efter balloner med slik, der herefter faldt til jorden til udelt begejstring for alle byens børn. Et andet kapitel handler om, hvordan Danielsen tuller rundt uden mål og med, snakker lidt med denne og hin, prøver slagtermesterfruens nye Porsche og kommer i vejen for et bankrøveri. Og så fremdeles.

Du vil hygge dig over “Av, min guldtand”, hvis du holder af Huset på Christianshavn og Matador. Skal det være mere avantgarde, er det nok klogere at springe bogen over.

Lån bogen på bibliotek.dk