191
2009
978-87-638-1051-7
Thorstein Thomsen stiller nogle gode spørgsmål i romanen “At elske Charlotte”.
Kan en succesfuld karriere, pæne mærkevarer og den rigtige indretning af hjemmet give livet nok mening?
Fylder ens børn og børnebørn nok eller har man stadig brug for at finde kærligheden i “den tredje alder”?
Vi kommer ind midt i en krise i den 57-årige Torben Grønmarks liv. Følelsesmæssigt smuldrer tingene for ham. Så møder han den 62-årige Charlotte i Nice og forelsker sig igen.
Jeg kan godt lide bogens “stemme”. Dens stilfærdige poesi, hvor også kattens adfærd bemærkes. Også den realistiske hverdag i København sætter stemningen. Monotonien i det udtørrede ægteskab er godt beskrevet; kun vejrliget og havens grene bevæger sig lidt, når man kigger ud af Torben Grønmarks briller fra en ellers lækker bolig ud mod søerne.
Alligevel bliver jeg ikke hundred procent fanget, men falder af og til ud af bogen og keder mig lidt. Måske har forfatteren villet for mange ting på én gang: både livskrise, opklaringen af en bedragerisag, ny forelskelse og barndomsminder? Det til trods for at alle dele samles og giver forståelse for hovedpersonen.
Læs den, bl.a. fordi det er dejligt, at det for en gangs skyld er en kvinde, der er ældre end manden og fordi den ikke handler om fancy sex, men om et mere inderligt livsbekræftende erotisk forhold.