Forfatter Rikke Dahl – Fem bøger jeg ikke glemmer

Jeg tror sjældent, jeg er blevet stillet en opgave, hvor til- og fravalg har været så vanskelige: ”Fem bøger, jeg aldrig glemmer.” Jeg kan pege på mindst hundrede, jeg aldrig glemmer, og jeg overdriver ikke, når jeg indrømmer, at jeg har haft omkring tre udkast til denne tekst – hver med fem helt forskellige bøger.
Mit første spørgsmål (til mig selv!) var: hvor langt tilbage i tiden skal jeg gå? For jeg husker stadig både de gysere, jeg læste som tiårig og de (nu og da lidt pinagtige) ungdomsbøger om småkriminelle teenagere, jeg slugte i tretten-fjortensårsalderen.
De to første ”voksenbøger”, jeg læste (jeg var vel sytten-atten år) var Sigurd Hoels Mødet ved milepælen, som gjorde et stort indtryk, og så Dostojevskijs Dobbeltgængeren, som jeg syntes var dødkedelig, fordi jeg havde forventet et eller andet gyseragtigt (ak, jeg var alt for ung og uvidende til at forstå, at den i virkeligheden er langt mere uhyggelig end alle de Freddy Krüger-film, jeg og vennerne sad og stenede til hver søndag).
Men så blev jeg jo ældre, hvilket selvfølgelig berigede alle læseoplevelser. Jeg har derfor valgt udelukkende at fremhæve værker, som jeg har læst, efter jeg fyldte tyve.
Så kom det næste problem: Hvilke bøger skal jeg vælge? Jeg skal ikke gå i detaljer mht. mine selektive vanskeligheder, men blot sige, at jeg har valgt fem værker (eller værksamlinger), som uden tvivl har sat sig sine spor. Jeg kan huske præcist, hvor jeg var, da jeg læste dem; hvilke tanker, jeg gjorde mig osv.
Et sidste problem: Kan jeg nødvendigvis huske bøger, jeg aldrig glemmer? For selvom jeg husker læseoplevelsen som helt fantastisk og enestående, husker jeg så handlingen i bogen? Som det fremgår nedenfor er det – mystisk nok – ikke altid tilfældet.
Jeg ville gerne have været på en lidt bredere tur rundt i verden, for det er endt i det skandinaviske og det amerikanske. Det burde måske lige give mig selv lidt stof til eftertanke.

1. Richard Powers: Ekkomageren (2006)

Jeg boede og studerede i New York i perioden 2002-2004, så da bølgen af de såkaldte ”post 9/11-romaner” så dagens lys, læste jeg nysgerrigt med. Hovedparten af romanerne udspillede sig naturligvis i N.Y. City og var – med al respekt – en smule ensformige. De handlede hovedsageligt om kække jetsettere, der, efter det voldsomme angreb, så sig nødtvungne til at revurdere deres materialistiske værdier for derefter at komme ud på den anden side som langt mere dybsindige og empatiske mennesker.
Richard Powers’ Ekkomageren fra 2006 bliver med rette betegnet som endnu en ”post 9/11”- roman. Ikke desto mindre var langt de fleste kritikere enige om, at der hér er tale om en markant anderledes en af slagsen.
Først og fremmest adskiller den sig fra størstedelen af de øvrige bøger ved ikke at foregå i N.Y. Tværtimod er scenen sat i noget, man næsten må kalde the middle of nowhere i Nebraska. For med det samme at understrege dette, indledes bogen med en relativt lang beskrivelse af traner, der letter og flakser over et øde og mennesketomt område.
Historien drejer sig om Mark Schluter (enlig mand omkring de tredive), som en aften kører galt og lander i koma. Da han vågner op, lider han tilsyneladende af det såkaldte Capgrassyndrom, som går ud på, at patienten er overbevist om, at hans nærmeste ikke er dem de ”er”, men derimod nogle andre og falske stedfortrædere, der godt nok ligner, men som i virkeligheden har overtaget rollerne. Hans eneste pårørende er hans søster Karin, som hurtigt træder til for at hjælpe, men som ikke desto mindre afvises med påstanden om ikke at være den Karin, Mark kender. En anerkendt hjerneforsker bringes til stedet, men på trods af en gigantisk faglig kunnen, må denne også erkende, at hans egen videnskabelige baggrund kommer til kort. For hvad er der egentlig på færde her? Mystikken øges yderligere af, at der ved Marks hospitalsseng er efterladt en seddel med ordene I am No One/ but tonight on North Line road / GOD let me to you / so you could Live/ and bring back somebody else.
Hvad der umiddelbart kunne lyde som et intimt familiedrama, er i virkeligheden historien om et land, hvor intet længere er genkendeligt, og hvor intet længere hænger sammen. For hvad kan længere betegnes som normal og unormalt? Romanen stiller de store spørgsmål, men uden at virke hverken moraliserende eller bedrevidende. Den er hverken en krimi eller en thriller, men indeholder alligevel mysterieelementer. For hvad skete der egentlig den nat, Mark kørte galt? Jeg skal ikke afsløre noget her, men blot give romanen mine varmeste anbefalinger med på vejen.

2. Henrik Ibsen: Samtidsdramaer (1877 -1899)

Som de fleste andre gymnasie- og HF-elever blev jeg præsenteret for Et Dukkehjem, læste den pligtskyldigt og tænkte: ”Ja, ja, det er da ok.” Og så glemte jeg den ellers igen, fordi jeg var langt mere interesseret i at gå til rockkoncerter med mine venner. Men så nogle år efter, på universitetet, gennemgik en dygtig underviser stykkerne Gengangeren og Bygmester Solnes, og så var det pludselig noget helt andet. Jeg var dybt betaget af beskrivelserne af, hvordan alt det, som ser pænt ud på overfladen, langsomt krakeler, efterhånden som dramaet skrider frem.
I sit tidligere forfatterskab skrev Ibsen jo historiske og mytologiske stykker, men på Georg Brandes’ opfordring vendte han snuden mod samtiden og den borgerlige familie, og det skulle vise sig, at der hér var mindst ligeså megen drama og tragedie, som der var i de svundne tiders eventyr.
Vi møder mennesker, der på næsten oldgræsk manér forsøger at undgå skæbnen, men hos Ibsen er ”skæbnen” ikke en diffus guddommelig størrelse. Tværtimod er ”skæbnen” afløst af det omkringliggende samfund og ikke mindst de strukturer (biologiske og sociale), som den enkelte er født ind i. Alle de ting, som ”forhindrer” personerne i at udfolde sig, gøre det ”rigtige” osv. kommer op til overfladen. Når man påbegynder læsningen, er alt ”normalt”, men det varer ikke længe, før de første spøgelser anes. Jeg kan huske, at jeg lå og tyrede alle de tolv stykker igennem i en hængekøje i min venindes kolonihavehus i starten af en sommerferie, og jeg syntes, de var mindst ligeså spændende som gode kriminalromaner.

3. Flannery O’Connor: Everything That Rises Must Converge (1965)

Jeg diskuterede en del med mig selv om, hvorvidt jeg skulle vælge Flannery O’Connor eller Shirley Jackson, som også er en af mine favoritter. Valget faldt på O’Connor, da hendes tekster umiddelbart er mere ”realistiske” i forhold til Jacksons, der ofte bevæger sig på lige på grænsen til decideret horror og som nok appellerer til et smallere publikum.
Novellesamlingen, der hér er tale om, er udgivet i 1965 efter O’Connors alt for tidlige død i 1964 og består af ni nådesløse og mesterlige historier om livet i sydstaterne i et (daværende) moderne USA.
Slaveriet er afviklet og generationskløften er gabende. For selv om den ældre generation stadig er ”for ung” til at have oplevet decideret slaveri, er den alligevel produkt af et dybt konservativt og segregeret samfund, som nu, i starten af 60’erne, oplever voldsomme forandringer (The Civil Right Movement vinder mere og mere genklang i løbet af 50’erne). Den yngre generation skæver til livet i storbyerne i de nordligere stater, men deres ønske om at blive en del af dét liv, lykkes stort set aldrig. Den i forvejen sønderrevne kernefamilie, som er de unge hader og foragter pga. dens sentimentalitet i forhold til ”de gode gamle dage”, bliver i sidste ende et fængsel, som de ikke kan undslippe. I flere af novellerne er det mor/søn-temaet, der tages op, og på næsten grotesk manér udstilles de uforenelige livssyn, der kan få døden til følge.
Der er sorg, der er had, der er frustration, der er sygdom, der er død. Flere af novellerne rummer både vold og tragiske dødsfald, for i O’Connors verden er der ingen forsoning. Det er et iskoldt og gudsforladt univers, der (heldigvis!) beskrives uden nogen som helst sentimental flirten med tidligere tiders ”paradise lost.”
Efter endt læsning sidder man tilbage med en følelse af afmagt, fordi der ingen løsning synes at være. Kunne det eventuelt være gået anderledes, hvis og hvis og hvis…? spørger man sig selv, men svaret vedbliver at være et stilfærdigt ”næppe.”

4. Svend Åge Madsen: Tugt og Utugt i Mellemtiden (1976)
Jeg har lige regnet ud, at det er 24 år siden, jeg læste den her roman, og derfor kommer jeg i store problemer, da jeg faktisk – til trods for dengang at være fuldstændig opslugt – ikke kan huske særlig meget af den konkrete handling. Jo, jeg husker, at den begynder med en mand, der flygter fra fængslet, og at han er ude på at rense sig selv i en sag, hvori han er uskyldig dømt. Og så går det ellers derud af med et gigantisk persongalleri og en hel masse historier og sideløbende fortællinger, der på fuldstændig mesterlig vis kommer til at hænge sammen. Jeg vil den dag i dag påstå, at den er helt uden sidestykke i dansk litteratur, og at det derfor er på tide, at jeg læser den igen!

Læs anmeldelser af Tugt og utugt i mellemtiden her og her.

5. Charles Burns: Sort Hul (1995-2005)
Jeg er stor fan af nyere amerikanske tegneserier (mange bruger betegnelsen ”graphic novels”, men jeg siger ganske enkelt tegneserier!). Hele genren er i rivende udvikling, ikke mindst pga. de ting, der er sket indenfor tv-serie-genren. Et makkerpar som Brubaker & Phillips leverer den ene gangster-godte efter den anden, og de er langt fra de eneste, der er med til at gøre genren en fryd at læse.
Alligevel vil jeg slå et slag for Charles Burns, som er fuldstændig sin egen, og i sandhed noget af det mest syrede, jeg nogensinde har læst. Hans stil minder mig umiddelbart mere om japansk manga-horror ala Junji Ito, men så handler det hele i virkeligheden om noget helt andet.
I Sort Hul (som efter sigende er inspireret af hans egen ungdom i 70’erne) møder vi en flok teenagere, der hver især lever en temmelig tom tilværelse med ligegyldige fester, en masse euforiserende stoffer og mislykkede kunstnerambitioner. Der er intet nyt under solen, indtil de én for én på grotesk vis begynder at mutere. Huden revner, de udvikler ekstra lemmer og alskens snask vokser ud af dem. De omtaler det som ”at være smittet”, men her er der ikke noget med at søge hjælp hos en almindelig læge eller på en anden vis forsøge at finde ud af, hvad det skyldes. Tværtimod søger de smittede sammen i fællesskaber i de omkringliggende skove, hvor de lever videre med en minimal kontakt til resten af samfundet.
Sort Hul er en fuldstændig vanvittig bog; ikke blot pga. handlingen, men også fordi fortælleteknikken er så speciel. Der springes rundt mellem forskellige personer, og man skal holde tungen lige i munden for at holde styr på, hvad der er drøm, tilbageblik eller nutidig handling. Det forstærker fornemmelsen af, at det hele er ét langt syretrip, hvor symbolikken tager helt over. Jeg vil anbefale, at man læser Sort Hul, inden man tager fat på Burns’ næste hovedværk, nemlig X’ed Out-trilogien, der om muligt er endnu mere trippet. Under alle omstændigheder er Charles Burns virkelig værd at se nærmere på, hvis man vil have noget, der ikke minder om noget som helst andet.

_____________________________________________________________________________________________________

Om Rikke Dahl:

Rikke Dahl er cand. mag. i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Hun har tidligere skrevet for Dagbladet Information, Tidsskriftet Vagant samt Dansk Noter, og har desuden undervist på Folkeuniversitetet.
Som om vi aldrig rigtigt fandtes er hendes første roman.

(Kilde: Forlaget Turbine)

Læs en anmeldelse af Som om vi aldrig rigtigt fandtes på Bogrummet

Forfatterfoto: Dan Andersen

_____________________________________________________________________________________________________